Hardangervidda 2010

Details

Category: Kultur & Friluft

Published on Monday, 09 May 2011 17:00

Written by Rikke Halberg Mandsholm

Hits: 601

Hardangerviddas sydvestlige hjørne

På nippet til nattefrost. Cous cous introduceres på fjeldmenuen. Små isbjerge. Seks ørreder må lade livet. Et får overvinder sin frygt. Sitrende lægmuskler efter 5 timers nedstigning. 15 timers søvn i træk. Og endeligt en helt ny og meget spændende følelse af, at vi måske er ved at være mentalt og planlægningsmæssigt klar til længere ekspeditioner.

Det er et par af højdepunkterne fra vores 2010-tur til Hardangervidda.

Hardangervidda i det sydlige Norge er kendt som Europas største højfjeldsplateau, og det foranlediger formentlig nogen til at tro, at hele området er fladt som en pandekage. Det kunne ikke være mindre rigtigt, når det drejer sig om den sydvestlige del af nationalparken i trekanten mellem Haukeliseter, Hellevassbu og Middalsbu. Her tilbragte vi otte dage i juli 2010. Det blev en meget fin og varieret tur. En uventet stor naturoplevelse.

Ruten

Efter for meget kørsel og for lidt vandring sidste år, bestemte jeg allerede sidste efterår, at årets tur skulle indebære minimal kørsel og meget natur. Jeg har altid frie hænder til at lægge ruteplanerne. Min mand Anders folder kortet ud i to minutter på færgen og konstaterer, hvilken rute, der er planlagt i år, og så overtager han ellers kort og kompas resten af turen, kun afbrudt af et par enkelte "Havde du tænkt dig til højre eller venstre her?"

I år blev kursen sat mod Hardangervidda, og færgen blev Fjordlines Hirtshals-Kristiansand-rute - 2 timer og 15 minutter og herefter 4 timer i bil over Hovden til Haukeliseter. Så kan det ikke blive meget nemmere, hvis udgangspunktet er Århus.

Jeg har prøvet at finde turbeskrivelser på nettet fra det område, men jeg har faktisk ikke haft meget held med mig. Der har været nogle enkelte, men ikke det helt store, så vi var faktisk lidt i tvivl om, hvad vi ville opleve. Vi var også i tvivl om, hvor letgåede ruterne var, og planen - at gå op til Litlos-hytten og runde elven Kvenna - endte med at blive ændret undervejs, fordi tidsforbruget var længere end forventet.

I stedet endte vi med at bruge otte dage på turen Haukeliseter-Hellevassbu-Middalsbu-Haukeliseter, en rundtur som Den Norske Turistforening mener bør kunne gøres på 3 dage.

Lidt om mad

Sidste år blev der skrevet ned på huskelisten i min lommebog, at frysetørret mad er "no go". Vi har prøvet lidt af hvert: Travellunch, Real Turmat, Mountain House. Men det er bare for fedtet og syntetisk! Allerede på vores første flerdagestur for 4 år siden eksperimenterede vi med at tørre mad selv, og efter flere forsøg, vil jeg sige, at det ikke længere er et eksperiment. Jeg ved nu præcis, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Hvor længe tager de enkelte ingredienser om at tørre, hvad smager bedst, hvor længe kan de holde sig og så videre.

Den hjemmetørrede menu så i år derfor således ud:

4 løg

3 peberfrugt

4 majskobler

500 gram champignon

1 squash

3 pk kalkunbacon (mindre fedt = tørrer hurtigere end almindelig bacon)

4 kyllingefiletter.

Samlet vægt i tørret tilstand: 503 gram svarende til 10 portioner af 50 gram.

Hertil kom så pasta, pulverkartoffelmos, couscous, en enkelt pakke Knorr’s ungarnsk paprika, friske hvidløg og en pose soltørrede tomater til en samlet vægt af 2286 gram.

Frokosten bestod i år - som noget nyt - primært af posesupper og kiks. Herudover plejer vi at købe det svenskerne vist kalder "polarbrød", som kan holde sig 4-5 dage og en pakke myseost i skiver, som kan holde sig 8-10 dage, hvis det ikke er for varmt. Samlet vægt for frokosten = 1175 gram

Morgenmaden er ved at være en klassisker: Havregryn blandet med solsikkefrø, hørfrø, bukkehornsfrø, salt, sukker, rosiner, tørrede bananer og mandler. Jeg forblander portionerne (170 gram i alt til to mand) og tilberedningen består bare i at hælde rigeligt kogende vand i og lade det stå i 1 minut. Omrøring. Velbekomme. Sammen med the, kaffe og vitaminpiller er morgenmaden ret tung - 2249 gram.

Diverse mellemmåltider (chokolade, kiks og et par muslibar) nåede helt op på 1177 gram i år. Det blev heller ikke spist alt sammen.

Pakning

Jeg har aldrig lavet en præcis afvejet pakkeliste. I år vejede vores rygsække hhv. 20 og 22 kg, fraholdt teltet (4.5 kg) som vi skiftedes til at bære. Der var pakket til 10 dage, i tilfælde af at vi ville udnytte samtlige feriedage til vandring. I praksis blev det dog kun otte dage, hvorefter vi blev overhalet af dagsregn. 20 og 22 kg er fint, men 24.5 / 26.5 er selvsagt for meget. Grunden til, at det blev lidt tungt i år, var dels at vi havde et par småting med, som skulle testes.

Derfor snakkede vi meget om, hvad vi kan undvære fremover og hvad der SKAL med.

Huskeliste – Fjelltips

Maden – den stemmer. Fungerer perfekt, mængden er perfekt og næringsindholdet er perfekt.

Teltet – et Hilleberg Nammatj 3 GT - er ganske enkelt for tungt og uhandy til formålet. Der må findes et alternativ.

1 fuld gas er nok til en uge. Tag en halv med som reserve.

Håndcreme og læbepomade skal med!

Fodspray

Ands the skal forblandes

Drop vandflasker, brug drikkesystem og mugs

Minus trangia

Mindre telt

Køkken er ikke nødvendigt

Husk toilettaske til camping

En bog mere

Vandrestave skal med.

Turdagbog

Denne gang har jeg valgt bare at skrive direkte af fra min dagbog....

22. juli (skrevet d. 23. juli)

Ved Haukeliseter kl. 17. Strålende solskin men koldt, 11 grader. Vi kom fra 28 grader de sidste par uger i DK, så det var en kølig fornøjelse. Vi brugte cirka 1½ time på det sædvanlige: Betale langtids-P, købe fiskekort, pakke om, skifte tøj, kigge lidt. Kom af sted 18:15 eller 18:45, jeg kan ikke huske det. Haukeliseter ligger i forvejen oppe, så den spektakulære opstigning til Hardangervidda, som man får fra Hardangerfjorden, gik vi glip af her. Til gengæld var det rigeligt fint at nøjes med 200 højdemeter fra første skridt og den næste times tid...

Vi ville gå til Mannevatn og troede, det var en overkommelig distance at starte ud med. Men da vi kom op, og civilisationen forsvandt bag os, viste det sig, at afstandene var lidt større end forventet.

Naturen her, lige nord for Haukeliseter, kan beskrives med to ord: Grøn og sten. Altså ikke grønne sten, men stenede bakker med en masse grønt, der vokser, hvor det nu engang kan komme til. Der er ingen træer og næsten ingen buske. Fjeldets top er jo forholdsvis lavt her, 1600-1700 moh, så alt man ser, er grønt og på sin vis frodigt. Det er egentlig et temmelig urealistisk landskab. Ruten, vi havde planlagt, ligger gennemsnitligt i 1000-1300 meters højde, med 1550 som det højeste og 750 som det laveste punkt undervejs.

Vi endte med at slå lejr efter 2 timer ved foden af opstigningen mod sadlen mellem Nupsegga og Vesle Nup.

Der er et eller andet over at slå lejr første gang. Fingrene fumler lidt. Hvor skal tingene ligge? Hvordan plejer vi nu? Hvem er det, der trækker teltstængerne i og hvem slår pløkke?  Men det også så frisk og spændende. Hvilken flora og fauna har modstået sidste års rengøring? Og jo, jeg fandt to fyrenåle og en halv myg, da jeg kravlede ind med liggeunderlagene. Klassisk Femundsmarka!!!
Det blev hurtigt drønkoldt. Yr.no havde lovet ned til frysepunktet og den friske vind gjorde luften isnende. Vi fik huer og jakker på. Vi havde slæbt frisk mad med til første aften: Parmaskinke, to tomater og en mozzarella. Sammen med pasta og et snittet hvidløg blev det et festmåltid.

Det var så klart i vejret. Fjeldet stod gnistrende sort mod en mørkeblå himmel. Vi drak kaffe og spiste chokoladekiks som allerede var blevet mast i oppakningen. For at indramme aftenen bliver jeg nødt til at citere os selv:

Rikke: "Se derovre, det der orange bånd som solen tegner på fjeldet."
Anders: "Jaja.... brrrrrrr..... det er fint... brrrrr..... jeg gider ikke børste tænder. Godnat!"

23. juli (morgen)

Det varede længe inden jeg sov. Første nat i teltet, blæsten som bankede løs på teltdugen hele natten, isnende kolde ben, fødder, tæer, og så en konstant bjældeklang fra uidentificerede dyr i nærheden.

Vågnede 7:23 og igen 8:30 og 9:30. Så op! Solen skinner fra en skyfri himmel og vinden er løjet af, men det er ikke mere end 10 grader, tror jeg. Og så smager kaffen altså anderledes her.

23. juli (aften)

I morges tog vi sommerens første bad i en sø bag ved teltet.  Det var usandsynligt koldt, men det er jo skønt bagefter og man får varmen så eventyrligt. Vi kom først af sted lidt over middag. Gik mod Mannevatn, som vi nåede på en time. På vejen mødte vi bjældernes ophavsmænd. Det er får, der laver den larm. Har set en del får i dag.

Efter Mannevatn gik det op og ned som en yo-yo. Helt præcis er vi gået 100 meter op 4 gange i dag og 100 meter ned 2 gange. Korte stræk, men det er hårdt nok. Det har været et meget fint landskab. Stadig de grønne stenede bakker, men fordi det går så meget op og ned, er der hele tiden noget nyt at se. Ved Årmoteggi var vi oppe i et lille pas, hvor der lå sne og snefonnerne var lidt stejle. Det var ikke noget problem. Og udsigten mod øst var fantastisk. Jeg tror, horisonten befandt sig mindst 150 km mod øst. Mod nordvest stod Sandfloeeggi, Hardangerviddas højeste fjeld med 1721 meter og blokerede udsynet cirka 2 km fra os.
Solen har næsten skinnet hele dagen, kun afbrudt af lammeskyer. Men det har været koldt. Vi har gået i shorts og langærmede trøjer. Vi har været på farten i 6½ time. Stien har været meget tydelig og meget, meget nem at gå, især sammenlignet med Femundsmarka, hvor vi har været de sidste to år. Det er nærmest en dyreveksel, pløjet ned i jorden og næsten uden sten. Her kommer mange folk. Vi har set og hilst på flere end 20. Det er i overkanten, men det er også glædeligt, at naturen er så indbydende, at mange kommer ud.

Lejren ligger ved en forholdsvis stor unavngiven sø med udsigt til Simletind. Jeg tror, der er en times tid ned til Hellevassbu herfra.
Til aften introducerede jeg cous cous på menuen. Det smager supergodt, og vejer mindre end pasta og ris. Kartoffelmos er dog stadig den letteste løsning.

Anders gik ned og prøvede fiskestangen af i søen, mens jeg trak ind i apsis på grund af den kolde blæst, som var kommet igen. Nu er han kommet tilbage og vil ha' the og whisky og at jeg kommer uden for og "hygger os", som det lyder. I fem effektive minusgrader!!! Hvad gør man ikke?

Nu sidder vi bare og drikker the og whisky og kigger på at solen trækker sig fra Simletind. Jeg skriver dagbog, Anders læser i Monsens 101 fjelltips og klasker myg. Har ellers ikke været et problem, men der er lidt myr her, så...

24. juli (skrevet den 25.juli)

Vi gik fra den unavngivne sø ved middagstid og nåede først Hellevassbu kl. 14. Det er sejere, terrænnet, end det umiddelbart ser ud til. Men det betyder helt præcist, at vi har brugt 10½ time på en rute, som kortet anslår til 7 timer. Det stemmer med tidligere beregninger: 50% oveni kortets angivelser (inklusive pauser). I stedet for at gå til Litlos besluttede vi at skrå ind mod Middalsbu. Strækningen skulle være meget lidt besøgt, modsat den til Litlos, som er en hovedvej på Hardangervidda. Og som forventet så vi også kun én vandrer fra vi forlod selvbetjeningshytten Hellevassbu.

Vi holdt frokost et fint sted ved et vandfald 30 minutter fra hytten. Prøvede vores nye MSR brænder af og lavede kantarel-posesuppe. Smagte skønt, og brænderen virker. Trangiaen er dermed dømt ude på vandreture. Den er degraderet til kano.
Stien gik op igennem Hellevassdalen og det var ingen oplevelse. Jo, naturen var fin nok, men selve stien var træls: 3 meter op, 3 meter ned, rundt, op, ned, op, ned, ned, myr, sten, buske, myr... Så vil jeg hellere sætte et konstant tempo og bevæge mig stabilt fremad end at lave horisontale og vertikale retningsskift hver 10. meter.

Vi skulle op i bunden af dalen og derefter op i et pas. Det viste sig at være et fint lille stenpas, altså ganske enkelt en stabel skiffer og småsten, som skulle forceres. Ingen problemer.

Vi troede egentlig, at det så gik ned bagefter, men havde åbenbart læst kortet forkert, for da vi havde besejret den 15 meter høje stenbunke udfoldede selve passet sig i al sin vælde: Det lignede kilometervis af sten, skiffer og snefonner. Klokken var 18. Man kunne jo vende om og gå ned i dalen igen, men det gjorde vi ikke, vi gik videre efter devicen "lige rundt om hjørnet, så kan det være at det går nedad..."

Det gjorde det ikke. Så klokken 19, da vi passerede et forholdsvis plant område, med lidt orange stikkende græs, stoppede vi op og fandt en nogenlunde plan flade, som teltet kunne ligge på. Vi var i 1550 meters højde og havde uhindret udsigt mod nordøst, mange, mange kilometer ud i horisonten. Bag os i en bjergsø flød der fire små isbjerge rundt. Vi konsulterede den udprintede vejrudsigt for at tjekke, om der skulle komme vind. Det skulle der ikke, så vi tog chancen og slog lejr. Det er den mest spektakulære lejrplads, jeg har haft i de 12 år, jeg har camperet/vandret.

Vi var godt trætte. Det havde været en hård dag. Fik lavet mad og tillod os en dobbelt portion, for ved at skære Litlos af, vidste vi, at vi ikke ville bruge 10 men max 9 dage på turen. Det blev selvfølgelig hurtigt meget koldt, og vi gik i seng, så snart vi havde spist. Inden nåede vi da at se det smukke syn af en byge, der flyttede sig rundt i horisonten 50-75 km væk i luftlinje med en tilhørende strålende regnbue, som jeg ikke tror kameraet kunne fange.

Jeg var oppe klokken otte her til morgen - har ligget virkelig dårligt. Lidt skævt, så jeg trillede til den ene side, samtidig med at jeg lå en anelse med hovedet nedad. Håbløst.  Det er klart vejr, men der er mange skyer i horisonten. Anders sover stadig.

25. juli (om aftenen)

Vi er gået i seng og Anders læser Lars Monsens 101 Fjelltips. Vi er nået til Valldalsvatnet ved Middalsbu efter en smuk tur. Fra lejrpladsen i passet gik vi videre gennem passet over sten og is. Det var goldt og barskt, men solen skinnede og det var usædvanligt fint deroppe. Særligt fint var de mange små babybreer, hvor vi tydeligt så den blåhvide is skære sig dybt ned i bjergsøerne i kunstneriske formationer.

Endelig nåede vi ud, hvor vi kunne se dalen på den anden side af passet og hvilken udsigt! Langt nede kunne vi se det, der lignede træer - en sort skygge, der bølgede hen over fjeldsiden. Der var 800 meter ned, og de 800 meter skulle forceres. Så fra 12:30 til 17:30 gik vi nedad. Puh, man bliver træt af at gå så meget ned. Det er hårdt for knæene og forfoden, der bliver sat først i jorden gang på gang. Cirka halvvejs begyndte min venstre lægmuskel desuden at sitre, når jeg stod stille. Tre timer med en sitrende lægmuskel er lidt træls.

Først var der en del blokmark og store sten og mange mindre bække, der skulle steingås, men så kom vi til at gå på en moræneryg midt i dalen, og det var et fint vandreterræn. Vi passerede fire vandrere alt i alt på dagens tur. Klokken 15 fandt vi en skøn frokostplads og spiste suppe i selskab med et nysgerrigt får. Vi tillod os sågar et kvarters lur, fordi vi lå så godt i lyngen.
Vi nåede Valldalsvatnet - og civilisationen - ved 17-tiden. Her var biler og mennesker. En smed var ved at sko en hest og her holdt traktorer og lå flere huse. Det er som altid en smule grænseoverskridende at "komme ned".

Vi slog lejr langs bredden af Valldalsvatnet, som er et vandreservoir. Anders fiskede uden held. De var små og kom bare hen til blinket for at kigge nysgerrigt på det. Vi gik tidligt i seng, for vi var trætte. Det er i øvrigt varmt her ved Valldalsvatnet i 750 meters højde. Nok 15 grader, som står i skærende kontrast til de forrige nætters 3-5 grader.

26. juli (aften)

Vi kom først rigtig op klokken 11, så det lykkedes Anders at sove i 15 timer. Jeg var selv oppe en times tid mellem 9 og 10 og havde en sjov oplevelse. Mens jeg sad og kiggede ud over søen lød der bjældeklang bag mig, og jeg opdagede et af Hardangerviddas talrige får stå cirka 20 meter væk. Det stirrede på mig. Jeg stirrede tilbage. Sådan stirrede vi længe, og fåret begyndte at snurre lidt rundt om sig selv, skævede til mig, skævede til teltet. Så begyndte det at liste. Ja, jeg ved godt, at får ikke kan liste, men det her får listede altså. Næsten. Et eller to skridt ad gangen. Indtil det befandt sig 3 meter fra teltet. Så skottede det hurtigt hen til mig endnu engang og satte så pludselig i en spurt. Vush, forbi teltet, forbi mig og 5 meter længere hen langs søbredden. Her standsede det nonchelant, kiggede sig over skulderen og begyndte at græsse...

Vi fik pakket sammen og kom af sted klokken 13. Det tager altid 2 timer fra vi står op. Bade, ordne tingene, spise, drikke kaffe og pakke sammen. Bortset fra de dage, hvor vi skynder os selvfølgelig. Det kan godt gøres hurtigere.

Vi gik langs Valldalsvatnet i et terræn med birketræer, buske, myr, rødder og sten. Her og der var der et gammelt ras (stenskred), som skulle forceres. Det var varmt, vel omkring 22-23 grader, og det er i overkanten. Sveden siler ned over ansigtet konstant.
Vi var enige om, at hvis vi fandt en fin lejrplads, så ville vi stoppe, selvom det måske var tidligt på dagen. Da vi nåede til det sted, hvor stien snor sig væk fra Valldalsvatnet og op langs elven Kvesso, smed vi rygsækkene og traskede lidt rundt for at se på mulighederne. Og vi fandt faktisk en rigtig fin plads ved elvens udløb, højt på en moræneryg med udsigt over søen. Fine birketræer dækker for sol og vind, og vi ligger blødt i lyngen.

Vi gik kun to timer i dag, så det var en kort dag. Vi spiste en mellemting mellem frokost og aftensmad klokken 17. Pasta med tørret kød, en halv pose Knorr’s ungarnsk paprika, soltørrede tomater og et snittet hvidløg. Et måltid for konger! Samlet vægt for to mand: 300 gram.

Anders fisker og jeg sidder i solen, 25 meter over ham, og skriver. Der blæser en frisk vind, så trøjen og buksebenene er kommet på. Sidder og tænker på, hvor surrealistisk det er at sidde her, i forhold til det vi laver til daglig. Det er så langt væk lige nu. Hov, der er vist bid! Måske skal jeg tage whiskyen og kameraet med ned og kigge på den store fisker.

27. juli (aften)

Der var bid. Tre fjeldørreder som vi spiste stegt og kogt inden solen gik ned og det blev køligt. Smagte fantastisk!
I dag har vi "hviledag". Det er skønt vejr - 25 grader og skyfri himmel. Sov indtil middag og badede i søen. Så vaskede jeg sokker og underbukser, læste lidt og sad bare og kiggede. Anders har fisket hele dagen, men fiskene bider ikke nu. Først ved aftenstid lykkedes det ham at få en lille ørred, som vi kogte og puttede sammen med pastaen og det tørrede kød.

28. juli (aften)

Op mod Store Nup. Vi kom af sted 10:45 og på trods af natteregn var det fint solskin og varmt. Dalen, som går op mod Nupsegga, er ganske nem at vandre i. Fine stier og ikke meget stigning. Vi holdt frokost ved 15-tiden og fik os en kop aspargessuppe. Vi nåede passet klokken 16, og det var lige tidligt nok til at slå lejr, syntes Anders. Jeg tvivlede lidt, for erfaringen viser, at når man et pas ud på eftermiddagen, så skal man slå lejr, mens man kan. I stedet gik vi op i passet.
Efterhånden var det blevet overskyet og i tusmørket lignede passet noget, der kunne have dannet kulisse til Ringenes Herre. I passet lå en bjergsø, og stien gik langs den sydlige bred, som bestod af små bjerge i sten og skiffer, som vi klatrede op og ned ad. Det var ganske hårdt, for opstigningerne var stort set lodret og det krævede en del af lårmusklerne. Det så ud som om, at stien normalt gik over snefonner, men som vi tidligere havde bemærket, var snemængden begrænset i år.  Midt i passet lå en lille jagthytte, helt surrealistisk midt i det stenede landskab.

Vi brugte vel omkring 1½ time på at mase os igennem passet og stod ved 17:30 tiden på kanten af nedstigningen mod Ulevåvatnet og civilisationen med den stejle, faretruende Store Nup (1661 moh) på venstre hånd og en næsten lige så stor og næsten lige så stejl, men unavngiven knold (1650 moh) på venstre hånd. Vi skulle ned i en smal kløft i mellem de to knolde. Vejen ned så fuldkommen lodret ud de første 50 meter. Vi stod lidt og nød udsigten mod Ulevåvatnet og Ståvatn langt nede og grublede lidt over, hvordan vi skulle komme ned af den væg, vi stod på toppen af. 
Men selvfølgelig, skridt for skridt, lykkedes det at klatre ned af fjeldsiden. Da vi en halv time senere stod ved en smal bjergsø mellem de to enorme fjeldknolde og kiggede tilbage, op den vej vi var kommet ned, virkede terrænet komplet ufremkommeligt.
Kløften var til gengæld ganske letgået, heldigvis, for jeg fik vredet om på højre ankel og blev ved gang på gang, fordi leddet blev løst. Nåede nok i træthed at vrikke rundt omkring 15 gange på 2 timer, og det er vel begrænset, hvor længe det går godt trods alt. Anders fik en tår vand galt i halsen og døjede med en voldsom krampeagtig hikke, der varede resten af aftenen. Sikke et par ynkelige fjeldturister. Omkring klokken 18:45 nåede vi en lille sø, som vi gik langs med i en halv times tid. Undervejs så vi adskillige fisk springe op i overfladen. Vi slog lejr i bunden af søen, i skyggen af de to skumle knolde. På det tidspunkt var skyerne trukket sammen bag os og foran os ude i horisonten, og vi kunne se lyn og høre torden anslået 25 kilometer herfra. Det dryppede, og netop da vi havde fået teltet op og sagerne på plads, kom regnen. Vi kravlede ind på liggeunderlagene og fik gang i trangiaen. Kartoffelmos og tørret kød blev sat til livs. Det er det sidste mad, vi har, men i morgen når vi ned til bilen.

Regnen aftog lidt og blev igen til dryp, og Anders gik ud med fiskestangen, bare for at prøve. Og så skete det, der ellers aldrig sker for en lystfisker. Han kastede første gang, og i det øjeblik blinket rørte vandoverfladen, bed en ørred på cirka 40 cm. Den blev halet ind, og jeg tog den af dage. Så smed han linen anden gang, og i det øjeblik blinket rørte vandoverfladen... Ørred nummer to slog jeg også ihjel.

Så smed han linen tredje gang, og i det øjeblik blinket rørte overfladen... Men den tredje ørred slap vi fri.

Så smed han linen fjerde gang, og i det øjeblik blinket rørte overfladen.... Men den fjerde ørred slap grebet i krogen i det øjeblik, han forsøgte at lande den.

4 kast, 4 bid. Noget lignende har Anders aldrig prøvet i sine 30 år som lystfisker. På femte kast var der ikke bid. Stimen var svømmet ned i den anden ende af søen. Den tredje og den fjerde ørred havde nok fortalt de andre, at det ville være et klogt træk.

Vi stegte de to ørreder og havde det lidt svært med moralen bagefter, selvom smagen var uovertruffen. Ørrederne var sprøde, søde som rejer og usandsynligt friske. Hvorfor spise dem? Vi havde jo spist kartoffelmos og var ikke sultne. Hvorfor skulle de lade livet? Begge ørreder forstyrrede min nattesøvn. Anders lindrede sit ubehag med konstateringen, at der var alt for mange ørreder i søen, og det ville være godt at tynde ud i bestanden...

Som om vi trængte til at rense os fra udåden, besluttede vi os for at tage et bad i søen, inden vi gik til køjs. Klokken var 21, det støvregnede fortsat og var vel omkring 10 grader. Cirka samme temperatur i søen. Vi gjorde klar i teltet: Liggeunderlagene pustet op, soveposerne åbnet og i hver sovepose lå nyvaskede sokker og underbukser og (godt brugt) langt undertøj. I apsis stod trangiaen klar med vand, lighteren lå ved siden af og to mugs med the stod klar.

"Brrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrr!" Jeg skal sent glemme synet af Anders, splitternøgen i støvregnen med ryggen til skumle Store Nup og et mikroskopisk mikrofiber håndklæde foran de ædlere dele, rystende af kulde. "Det ggggir ikkkk mmmeget vvvvarme det her hhhåndkkkklæde...!"

Efter vask skuttede vi os i teltet og fik vores the. Det blev en af de filosofiske aftener.

Jeg tænker på en artikel, jeg har læst i Den Norske Turistforenings "Vejviser til Vidda". Her skriver Anders Waage Nielsen:
 "Sett med ettertidens øyne er det lett å konkludere med at turen [...] endret noe i meg. Kanskje var det kammeratskap og guttebarsk humor. Kanskje var det de storslåtte øyeblikkene, da skyene revnet og solen viste vei. Eller kanskje var det noe så enkelt som lærdommen om, hvor godt det er å bli varm, nå man har vært kald, hvor tilfredsstillende er å bli mett, når man har vært svært sulten, hvor godt det er å hvile når man er virkelig sliten...”

Jeg synes, at det er essensen af det, fjeldet og naturen gir mig - gir os begge. At de mest simple ting i livet er de allervigtigste. At kunne nøjes med at tænke på at holde sig tør, varm, mæt og få søvn. Det er måske ikke meningen med livet, men ganske enkelt forudsætningen for livet. At leve i naturen er at skrælle alle forstyrrende lag af, og være 100 procent til stede, der hvor kun selve livets forudsætning er tilbage.

29. juli (aften)

Strålende solskin fra morgenstunden. Langt borte hørte vi sang. Oppe fra passet kom et tysk par - syngende. Hun bar en 30 liters rygsæk, han nok nærmere de 110. Vi hilste pænt og drak kaffen færdig, inden vi pakkede sammen og satte kursen nedad. Efter en times tid var vi på vejen, der skulle føre os til Ståvatn og videre til Haukeliseter og bilen. En time på asfaltvej var hård kost for fødderne. Så hellere 5 km. blokmark...

Ved 11-tiden kunne vi se turisthytten og kort efter lade rygsækkene falde tunge ned ved siden af bilen. Det støvregnede. Vi fik pakket ud og fundet noget rent tøj frem, og tog et langt varmt bad. Herefter stod den på en meget velsmagende "fjellburger" af renbøf med hjemmebagt bolle og salat. Guf. Ved siden af os sad to hollandske gutter i beskidt vandretøj og fik samme forplejning, men de skulle videre på turen og var bare stoppet ind. Vi fik helt ondt af dem og skuttede os i vores rene bukser og fleecetrøjer. Udenfor piskede regnen ned nu.

Vi kørte en tur til Odda for at handle ind og fik set Folgefonn - Norges næstsydligste gletcher - kørte op til Reinsnos for at kigge lidt og endte tilbage ved Haukeliseter, hvor vi lige nu har slået lejr ved Ståvatn og får os en øl.

Det har været en god tur i år, selvom vi nok begge foretrækker lavfjeldet. Højfjeldet er godt nok  myggefrit, imponerende og fascinerende, men det er også goldt, skummelt og skræmmende. Og der er ikke noget at lave bål af...

I år har været vores længste tur endnu. Denne gang er det som om vi er kommet over et punkt, hvor livet i naturen pludselig er det normale og "det normale" virker fremmedartet. Vi kan måske godt være ude på længere ekspeditioner af flere ugers eller ligefrem måneders varighed. Anders lufter tanken om at tage af sted i tre måneder, måske ligefrem med et spædbarn for at vise verden, at det kan lade sig gøre. Jeg siger "Men vi bliver jo aldrig de samme igen så?". "Og hvad så?" "Jamen du kan jo ikke være i dig selv bagefter... jobbet, lejligheden... vi kan jo ikke leve i det så...?” ”Nej, men så må vi finde ud af det til den tid”.

Piemonte

Details

Category: Kultur & Friluft

Published on Saturday, 30 April 2011 23:58

Written by Rikke Halberg Mandsholm

Hits: 374

Efter en dagtur til vinbyerne Barolo og Barbaresco i 2007 besluttede vi os for, at vi gerne ville tilbringe længere tid i vinregionen Piemonte, og siden er det blevet til tre ferier af en uges varighed.

Den første var i påsken 2008, hvor vi fandt frem til Cascina Adami, som ligger i mellem de to små byer Murazzano og Dogliani i udkanten af vinområdet Langhe. Et halvt år senere gentog vi successen, nu medbringende Rikkes forældre. Og tredje gang vi kom forbi Piemonte var i efteråret 2010, denne gang medbringende camp-letten og overnattende på vingården Cascina Ballarin.

Man kan jo godt more sig over dem, der hvert år vender tilbage til et ferieområde, men vi begynder faktisk at forstå dem. Der er et eller andet beroligende og bekræftende ved traditioner. Her er vi - det her er det, vi kan lide, og derfor gør vi det. Igen. Og igen.

En klassisk tur til Piemonte indholder følgende...

Et besøg på microbryggeriet Le Baladin i Piozzo, hvor der udover en hærget bar også er en stor spisesal. Kom om søndagen til frokost, hvor der er proppet med italienere og ikke så meget som en turist. De laver fantastiske bruschettaer og utraditionelle pastaretter (indehaveren er marokkaner) og så laver de fantastisk øl. Tag en "degustazione", hvor man får mulighed for at smage syv forskellige (i meget små glas vel at mærke - man kan godt, med lidt god vilje, køre derfra...)

Vinsmagning - gerne mange! Cascina Ballarin ved La Morra, der drives af familien Viberti, er et absolut must. Det lille vinhus laver Barolo'er af virkelig god kvalitet og som i Danmark - hos Vinoble - koster på den forkerte side af de 400 kroner. Hos Giorgio Viberti kan man for det første smage hele husets produktion på et par timer og så kan man købe de bedste Barolo'er med hjem for 30 euro - altså kun lidt over det halve af prisen i Danmark. Cascina Ballarin laver i øvrigt også en rigtig god Langhe Rosso, altså en vin som ikke kun er lavet på den traditionelle nebbiolo-drue men blandet med hvad man nu har kunnet finde på. Ballarins version er nebbiolo, barbera og cabernet sauvignon og den er anbefalelsesværdig.

En anden vane er også at besøge det lille enoteca Il Bacco, som ligger i Barolo by. Her huserer Franco og Nuccia, som er på julekort med Rikkes mor, og de har et lille sortiment af nogle af de bedste vine i området. Det er Franco, der har skaffet os en Barolo fra 1974 (Anders fødselsår) hos producenten Fratelli Barale og det er også her, vi har forkøbt os i en Bartolo Moscarello 2005 (den sidste årgang Moscarello selv nåede at lave inden han døde) og flere andre kælder-hits som fx Francesco Rinaldi 2004.

Vi plejer også at tage en tur til Dogliani, som er Dolcetto'ens hovedby, og besøge huset Del Tufo - de laver en virkelig god Moscato, som ikke er for sød. Og de laver først og fremmest fremragende Dolcetto som fx deres topvin Passola. Hvis man er interesseret i Dolcetto - som næsten ikke kan skaffes i Danmark - bør man i øvrigt besøge den kommunale cantina i Dogliani. Her er stort set alle områdets producenter repræsenteret og man kan prøvesmage.

Piemonte er selvfølgelig Barolo- og Barbaresco-vinenes højborg, sekundært Barbera-land. Men hvis man er nysgerrig efter, hvad regionen ellers kan præstere, så led efter Langhe Rosso, Roero og Dolcetto blandt de røde og Arneis blandt de hvide vine.

En tur til Piemonte indeholder også en middag på restauranten La Lumaca i Cherasco, hvor vi efterhånden har lært værtsparret Cristina og Pietro at kende. På La Lumaca ("Sneglen") skal man selvfølgelig have snegle... Cristina og Pietro har en meget hyggelig restaurant med en fantastisk vinkælder, masser af spændende grappa'er og så er de frygteligt imødekommende.

Piemonte betyder "Bjergenes fod" og regionen ligger da også på kanten af Alperne, der kan ses fra de fleste byer i klart vejr. Der er muligheder for mange fine vandreture, også dagture for dem, der ikke er så turvant. En klassiker er at besøge Monviso - den alpe, der danner en kegleformet kulisse til Torino og med sine 3.800 meter tårner sig op i forhold til de omkringliggende bjerge, der alle er 500 meter lavere. I Monvisos skygge udspringer Italiens største flod Po, og den flod, der om foråret kan blive flere kilometer bred og oversvømme landsbyerne på Po-sletten, er ved sit udspring temmelig ynkelig - bare en lille bitte stråle vand, der siver ud under en sten. Dette har givet anledning til, at Anders har opfundet sin egen joke, som han finder stor morskab i at fortælle til diverse italienere - med varierende succés: "Come si chiama il Po dove nasce?" Po'co. Po'vero. Po'chissimo.

Fra Piemonte når man rivieraen på 45 minutter og kan således stå på ski i Limone om formiddagen og slikke sol i Savona over middag. 

Jotunheimen 2007

Details

Category: Kultur & Friluft

Published on Sunday, 01 May 2011 00:31

Written by Rikke Halberg Mandsholm

Hits: 463

Jotunheimen -  8.-14. august 2007

I sommeren 2007 planlagde vi vores første flerdages vandretur. GPS'en var sat på Jotunheimen, nordens højeste og vildeste fjeldområde.

Vi havde brugt lang tid på at forberede os: indkøbe og supplere udstyr, låne bøger, læse beskrivelser og se billeder på nettet.
Så efter mange overvejelser lagde vi os fast på den meget kendte rute Gjendesheim – Glitterheim – Spiterstulen – Leirvassbu – Gjendebu og med færgen tilbage. Vi forestillede os, at vi kunne gå turen på 4 dage, for på kortet og i rutebeskrivelserne var timeantallet angivet til henholdsvis 7, 5, 5 og 6 timer – og når vi tidligere har vandret fx i Italien, har vi altid været lidt hurtigere end estimeret. Vi blev klogere...

Dag -1: Onsdag den 8. august - Bygdin

Vi begyndte ferien med at tilbringe to dage hos vores venner i Oslo, men satte 8. august kursen mod nord, nærmere bestemt Bygdin, hvor vi ville gå en tur op på en knold, Synshorn (1475 moh), for at ”varme op” og nyde udsigten over Valdresflya og det sydlige Jotunheimen. Fra Bygdin Høyfjellshotel er turen sat til at tage 1½ time, vi nåede op på en time – og netop da vi nåede toppen, blæste det op, og regnen begyndte at fosse ned over os. Så vi måtte krybe i ly bag en kæmpemæssig stenblok og fumle regnslagene på.

Heldigvis holdt det hurtigt op med at regne, så vi kunne nyde en glimrende udsigt. Bygdin og de to knolde Synshorn og Bitihorn kan vel nærmest betegnes som den sydlige port ind i Jotunheimen, så det er en fin starttur, hvis man gerne vil op og se det hele lidt fra oven.

Herfra kørte vi videre nordpå af rute 51, uden at finde et egnet sted langs vejen at slå teltet op, særligt fordi man omkring Gjendesheim ikke bryder sig om, at folk camperer langs vejen, så der er fyldt med NO CAMPING skilte. Vi besluttede os for at køre til Hindseter, hvor Anders før har camperet, og her fandt vi også Hindvangen Fjellcamp, et terræn mellem to elve, hvor man må slå telt op og kan benytte sig af et toilet, bænke, bålplads og om nødvendigt en vandpumpe mod at lægge 30 NOK pr. nat.

Dag 0: Torsdag den 9. august - Hindseter

Vi besluttede os for at skyde vandreturen en enkelt dag og i stedet blive ved Hindseter og fiske og pakke rygsækkene. Ved Hindseter kan man fiske i Sjoa-elven, der er meget smuk og har mange imponerende fald, og da vejret samtidig viste sig fra sin allerbedste side – høj sol og 25 grader – blev det til en rigtig dejlig dag!

Aftenen gik med at pakke. Begge rygsække endte et eller andet sted mellem 25 og 30 kilo... og det er tungt! Så der gik da mange minutter undervejs med at diskutere, hvad vi kunne have sparet.

Dag 1: Fredag den 10. august - Fra Bessheim til Glitterheim

Planen var altså at starte i Gjendesheim, men endte med at starte ved nabohytten Bessheim. Fra Bessheim går en mærket rute op langs elven Bessa mod Bessfjellet, som støder på stien mellem Gjendesheim og Glitterheim, og afstandsmæssigt kom det ud på ét, så vi forlod bilen klokken 11 og begav os opad.

Stien fra Bessheim til Bessvatnet er god, her er få sten, og det går opad, men det er ikke stejlt. Ja, indrømmet, vi har ikke trænet med fuld oppakning inden turen – og det var dumt! For så ville vi trods alt have haft en ide om, hvad der ventede os. Men det er jo altid nemt at være bagklog.

Vi nåede op til søen Bessvatnet, og her forsvinder så forbindelsen til civilisationen. Man tager nogle enkelte skridt, og på én gang forsvinder vejen, hytterne og elmasterne. Så er der bare natur tilbage.

Frokosten blev indtaget i solskin ved Russvasbu – samtidig med 10-15 andre vandrere – omkring kl. 14.30. Dog holdt vi kun cirka en halv times pause, inden vi zippede bukserne af til shorts, og fortsatte langs Russvatnet i solskinnet, stadig ad en god sti.

Vi havde besluttet at tage stien, der går op i passet mellem Austre og Vestre Hestlægerhøe, da den skulle være mindre krævende end Tjønnholet. Her går man et par kilometer med en flot udsigt over Russvatnet langs med Austre Hestlægerhøe, og stien begynder lige så stille at blive mere og mere stenet. Det gjaldt desuden om være opmærksom på ruten, for en stor familie af fjeldsmarte får havde anlagt snydestier overalt i terrænet.

Strækningen mellem Tjønnholåe og passet tog os ca. 3 timer inklusive et par gode pauser for at puste ud og nyde udsigten. Så klokken 20 kunne vi forsigtigt kravle hen over en snedrive, der lå i passet. Her befandt vi os nærmest i blokmark, og det fortsatte de næste par timer, så det lykkedes os først kl. 21. 30 at finde en lejrplads, ca. 2.5 km fra Glitterheim. Da var solen så småt gået ned bag Glittertind.

Dag 2: Lørdag den 11. august - Fra Glitterheim til Spiterstulen

Det er utroligt, så godt man kan restituere på 125 gram ris, 40 gram tørret oksekød/peberfrugt/champignon, en liter vand, et par stykker chokolade, 8 timers søvn og 200 gram müsligrød, en kop kaffe, en vitaminpille og en slurk Fernet Branca, som Anders fremtryllede, eller var det måske den efterfølgende morgens strålende solskin og en dukkert i Hestbekken, der gjorde udfaldet?
Det gik fint nedad fra lejrpladsen til Glitterheim, som vi nåede kl. 12. Her tjekkede vi vejret – det skulle blive regn – og talte med et par nordmænd, som var ved at gøre sig klar til turen op på Glittertind. 12.30 forlod vi Glitterheim og begav os af sted gennem Veodalen med Ryggjehøe på vores højre hånd. Stien var fin, lige indtil vi begyndte at nærme os Veslegluben, passet mellem Ryggjehøe og Veopallan/Veobreen. Dels begyndte det at blive skyet rundt om os, dels blev stenene flere og flere, dels ligner Veslegluben noget, der kunne lægge terræn til Ringenes Herre - uigennemtrængeligt, goldt og fjendtligt.

Men sørme om ikke stien op til passet var veltrampet og dermed overraskende nem at forcere. Vi var ikke i vanskeligheder og måtte heller ikke holde pustepause en eneste gang. Til gengæld satte vi tre andre grupper – med mindre rygsække – så det gav jo ekstra kræfter at være tête de la course!

Men den genvundne optimisme fortog sig dog hurtigt, da vi nåede til det punkt, hvor vi kunne overskue hele passet. Der ventede os nemlig blokmark så langt øjet rakte! Noget af blokmarken foregik over sne, hvilket gjorde udfordringen mindre, men den næste 1½ time blev en balancegang på sortgrå sten mellem døde søer med en stor, sort sky hængende over hovedet. Heldigvis holdt skyen tæt, og vi nåede igennem passet kl. 16.30, hvor vi stoppede for at spise frokost på en tilfældig kampesten med udsigt over det trøstesløse plateau, Skautflya, der foldede sig ud 4-5 kilometer foran os – lige så langt som vi kunne se (troede vi – det skulle vise sig at være en god del længere, end vi kunne se).

Her blev vi overhalet af en midaldrende tysk eks-officer (at dømme efter klunset) og hans kone. Vi brugte efterfølgende parret som tidsmålere – det sted i horisonten, hvor de på et givent tidspunkt befandt sig, måtte vi have ca. en halv times gang ned til.
Kl. 18.15 passerede vi elven Skauta, og kunne igen hilse på officeren og konen, der havde slået lejr på et gunstigt spot mellem kampestenene.

Samtidig skete heldigvis det, at solen brød frem fra vest, mens en fin dis steg op fra Visdalen og kombinationen badede os og landskabet i det mest fantastiske lys, som det desværre ikke er lykkedes kameraet at indfange. Vi slog lejr ved elven Visa, en lille kilometer øst for Spiterstulen, kl. 20.45.

Dag 3: Søndag den 12. august - Fra Spiterstulen til Leirvassbu

Dagens rute fra Spiterstulen til Leirvassbu skulle efter sigende være en af de mest populære i Jotunheimen, fordi den er forholdsvis nem, og der er mange oplevelser på vejen. Stien er tilmed beskrevet som ”snill”. Så efter den obligatoriske aftensmad, nattesøvn, morgenmad og et forfriskende dyp i Visa-elven, fik vi rygsækkene på og kom af sted. Vi nåede hurtigt til Spiterstulen, hvor vi stivede os af med en cola, inden det gik op gennem Visdalen. Vi havde taget os god tid til at pakke tingene sammen og få teltet tørret ordentligt, så vi kom først af sted fra Spiterstulen kl. 12.45.

For en gangs skyld har nordmændene ret, når de siger, at turen gennem Visdalen er ”lett” og ”snill”. Stien er ganske absolut glimrende, og det går jævnt og roligt opad. Der er gode broer over de største elve, og med udsigt til Svelnossbreen, Bukkeholsbreen, Visbreen, Store Urdadalstinden, Tverbytthornet og Kyrkja, blot for at nævne et par seværdigheder, er strækningen virkelig en stor oplevelse. Tilmed havde vi strålende solskin gennem 2/3 af dalen, så vi var meget begejstrerede, da vi ved 17-tiden nåede ”toppen” af dalen og skulle krydse Visa, inden det gik stejlt op mod Kyrkjegluben.

Der viste sig at være lige lovlig meget vand i elven. Vi traskede lidt frem og tilbage, stod stille og diskuterede situationen, og traskede igen lidt frem og tilbage. En halv time gik der, inden vi besluttede os for at vade over tæt ved rutemarkeringerne, da elven trods alt var mindst vild der.

Stigningen mod Kyrkjegluben var ganske nem, og anstrengelserne blev belønnet med en forrygende udsigt over hele Visdalen. Kyrkjegluben selv viste sig at være... tadaaaa... blokmark. Så for 3. dag i træk befandt vi os midt i en kæmpemæssig stenbunke, der skulle forceres, inden der kunne slås lejr.

Vi nærmede os Leirvassbu, klokken nærmede sig 20, og i horisonten nærmede sig et uvejr i rasende fart. Efter en hurtig rådslagning gik Anders ind på Leirvassbu for at undersøge priserne. Inden han nåede at komme ud igen, bragede uvejret løs i dalen, og da trætheden efterhånden var overvældende, og himmel og jord stod i ét, besluttede vi at indlogerede os i eget værelse med bad og helpension til den nette sum af 1700 kroner for det hele!

Men det var ganske enkelt vidunderligt at sidde i restauranten og kigge ud på uvejret med en fadøl ved den ene hånd og broccolisuppe, entrecot og frugtsalat ved den anden.

Dag 4: Mandag den 13. august - Fra Leirvassbu til Gjendebu

Det regnede vist det meste af natten, men mens vi sad ved morgenbordet fortrak skyerne, og solen tittede frem over Leirvatnet.
Det var en let tur op på Høgvaglen, dagens højeste punkt i 1520 meters højde. Vi var blevet lovet, at turen gennem blokmarken ned til Langvatnet ville være let, fordi stenene var så tilstampede, at det nærmest ville føles som en sti. Og ja, det var faktisk en overraskende nem strækning på trods af de enorme klippestykker, der lå væltet hulter til bulter. Ca. en kilometer inden Langvatnet fik vi turens eneste dårlige vejr, og vi måtte have regnslagene frem i en times tid. Bortset fra uvejret aftenen forinden, hvor vi ”snød” og søgte i tørvejr, fik vi altså på de sammenlagt 7 dage i Jotunheimen kun to sølle byger, der krævede regnslaget frem. Det er vi meget taknemmelige for, hvis der ellers er en vejrgud derude, der læser dette!

Da vi nåede til Langvatnet, kunne vi tage regnslagene af igen og midtvejs langs den lange sø holdt vi frokost i strålende solskin, sammen med en yderst interesseret lemming, hvis hus vi vist nok sad ovenpå.

Vi slog lejr for aftenen klokken 20 ved siden af den brølende elv, Storå.

Dag 5: Tirsdag den 13. august - Fra Gjendebu til Bessheim

Vi stod tidligt op , pakkede sammen og gik de 45 minutter ned Gjendebu for at nå morgenfærgen til Gjendesheim kl. 8.35. Det var en herlig morgen, så vi nød den spejlblanke sø med en kop kaffe, som vi havde sprunget over tidligere på morgenen for at være sikre på at nå færgen.

I Bessheim fandt vi vores bil i god behold og brugte en times tid på at ”pakke ud og om” og købte os et brusebad i hytten. Dejligt at få rent tøj på!

Fra Bessheim stak vi næsen mod nord, for ferien var heldigvis ikke slut – der var lige en uge mere tilbage, med Geiranger, Trollstiegen, Atlanterhavsvejen, Trondheim og fisketur i Femundsmarka.

Vel tilbage i Danmark spørger vi os selv, hvorfor vi valgte at vandre 75 kilometer på 4 dage i ujævnt terræn med alt for mange kilo på ryggen. Tja... Det handler nok om, at når vi sætter os et mål, så gør vi, hvad vi kan for at nå det...

Femundsmarka 2008

Details

Category: Kultur & Friluft

Published on Saturday, 30 April 2011 23:37

Written by Rikke Halberg Mandsholm

Hits: 407

Femundsmarka - 23.-29. juli 2008

Efter at have tilbragt to dage i nærheden af Norges næststørste indsø, Femunden, i sommeren 2007, besluttede vi i løbet af vinteren, at denne sommers tur skulle gå til nationalparken Femundsmarka, der ligger mellem Femunden og den svenske grænse, ca. 350 km nord for Oslo.

Det blev vores første rigtige møde med ”lav-fjeldet”, som byder på forholdsvis let vandring og fantastiske 360 graders udsigter. Oven i købet blev vi ramt af en ganske uhørt hedebølge hele ugen; usædvanlige vejrforhold på de breddegrader, hvilket da også satte os lidt på prøve.

Dag 1: Onsdag den 23. juli 2008 - Elgå-Svukuriset

Efter to dage hos venner i Sandefjord sætter vi os i bilen og bad GPS’en finde den sydlige ende af Femunden, med et kort stop i Oslo for at proviantere frysetørret i friluftforretningen XXL. Derefter kører vi i ro og mag mod nord af E6 retning Hammar-Elverum-Trysil. Fra Trysil går det støt og roligt opad, Femunden ligger 662 m.o.h. Vi passerer den sydlige indgang til Femunden, Drevsjø, omkring kl. 15 og bliver budt velkommen af de første rener. Området mellem Drevsjø og Elgå, øst for Femunden, er det sydligste område med samisk ”tamrendrift” i Norge.

Vejen stopper i Elgå, en samling huse (med postkasse, dagligvarebutik, campingplads og anløbsplads for båden Fæmund II), der ligger i den sydlige udkant af Femundsmarka Nasjionalpark. Vi finder Femund Fjellstue, parkerer på langtids-P’en og køber fiskekort til Engerdal og Røros.

Vores planlagte tur går igennem hele Femundsmarka Nasjonalpark fra syd mod nord, en tur på cirka 70 kilometer.

Første dag vil vi nå så tæt som muligt på DNT-hytten Svukuriset, der ifølge turbeskrivelser ligger tre timers gang fra Elgå. Vi starter med at gå igennem et stykke skov, og møder igen rener, denne gang helt tæt på – 3-4 meter – og uden bilen som mellemled.

Stien, der er markeret af DNT, fortsætter jævnt op gennem fyrreskoven, og vi møder en del dagtursfolk på vej i den modsatte retning. Vi hilser på så mange, at vi ikke kan undgå at begynde at spekulere på, om det mon bliver sådan her resten af turen, for så bliver der godt nok ikke meget fred og ro. De bekymringer kunne vi nu godt ha sparet os, men det ved vi jo ikke på det tidspunkt.

Ud over tobenede og firbenede væsner byder fjeldskoven også på de små bevingede blodsugere. Det finder vi ud af, da vi holder turens første pause efter en times gang. Det svirrer og snurrer og bzzzzzz’er om ørerne på os, og vi skynder os at smøre os ind i jungleolie.

Vi fortsætter op gennem et lavt pas mellem Gråvola 912 moh og Sandtjønnvola 1065 moh. Her er en lille smule blokmark, men ellers fjeldhede og en skøn udsigt over Femundens sydlige ende. Mod nord får vi første glimt af Stor Svuku 1416 moh.

Vi fortsætter ned ad bakken og kan nu se DNT-hytten Svukuriset mellem træerne. Under trægrænsen igen finder vi den lille sø (unavngiven), hvor vi har tænkt os at slå lejr og heldigvis er der en god flad plet, som passer lige til vores Hilleberg.

Anders prøver lykken med fiskestangen i søen, men indser hurtigt, at der nok slet ikke er nogen fisk at komme efter, og i stedet for at stege fisk på det, bruger vi bålet som myggeskræmmer med stor succes. Eftersom det er første dag på turen, er der friske råvarer med i rygsækken, så vi spiser pasta med friske tomater, hvidløg og parmaskinke til aften. Kl. 21 flygter vi ind i teltet og falder hurtigt i søvn.

Dag 2: Torsdag den 24. juli: Toptur til Stor Svuku

Vi sover næsten 12 timer og vågner først 8.30, ved at det er stegende hedt i teltet. Solen bager fra en skyfri himmel og det føles, som om temperaturen allerede er i nærheden af de 25 grader.

Efter bad i søen og morgenmad sætter vi kurs mod Svukuriset. Her får vi lov til at stille vores rygsække, for dagens menu står på en tur op på Stor Svuku. Bevæbnet med vand, trøjer, benene til vores shorts og dagens frokost begiver vi os af sted.

Først skal vi igennem et stort men ikke vanskeligt myr-område – altså sump. Det koster våde støvler og en del myggestik, men det går. Efter sumpen og en lille klat træer fortsætter stien op gennem stenene, og udsigten bliver bedre og bedre. Eftersom der ikke er andre bjerge i miles omkreds, er udsynet fantastisk. Stien bliver mere og mere stenet og ender i blokmark. 2 timer og et kvarter fra turens start står vi på toppen og kan nyde udsigten 360 grader. Det er bestemt ikke nogen krævende toptur, og de 1416 meter (600 højdemeter fra Svukuriset) er jo heller ikke meget at prale med, ikke engang i Norge, men det er helt klart en meget anbefalelsesværdig tur, hvis man er i området.

På toppen kommer den vind, som vi ikke har mærket noget til på vejen om, og det er faktisk rigtig rart at blive blæst igennem for en gang skyld. Til sidst må vi da også lige have trøjerne på. Vi spiser en lille frokost på toppen – knækbrød med abrikosmarmelade og nogen mandler og tørrede bananer. På vejen ned bryder vi for første gang på turen med vores princip om ikke at drikke stillestående vand, hvor vi ved, der kan være dyr i nærheden, for varmen er simpelthen for strid, og drikkedunkene er tomme.

Det tager os en time og 45 minutter at komme tilbage til Svukuriset, hvor vi spiser dagens anden frokost (denne gang salami og polarbrød) og pakker rygsækkene lidt om. Vi har besluttet, at eftersom vi er friske, vil vi gå et par timer videre, så vi kan komme lidt væk fra al den menneskelige aktivitet der er omkring DNT-hytten. I stedet for at gå over Falkfangerhøgda, som de fleste Femundsmarka-vandrere ellers gør, vælger vi i stedet stien mod Haugen.

Det første stykke er en sandet og stenet sti gennem birketræer og fyrretræer, det går jævnt op til en form for fjeldhede plateau, hvor stien skiller. En stor sti går mod nord mod Falkfangerhøgda og en lille bitte sti går nordvest mod Haugen og Femunden.

Vi går i 1½ time, inden vi når ned under trægrænsen igen og når til Kuvolasætra, der ser noget forladt ud. Ca. en halv km senere når vi et vandløb og slår lejr ved 19-tiden. Det har været en svedig dag, så vi tager en opfrisker i vandløbet inden sengetid. Mod syd begynder skyer at trække sig sammen, og vi hører rumlen, men hverken regn eller torden når os i løbet af natten.

Dag 3: Fredag den 25. juli - Fra Kuvolasætra til Svarttjønna

Endnu en morgen med strålende sol og 25 grader. Vi tager os god tid til morgenmaden og kommer først af sted klokken 11. Lidt dumt taget i betragtning at vi nu ved hvilke temperaturer, der venter os. Men nå, af sted kommer vi og passer Haugen Gård ved middagstid. En dame på gården meddeler os, at vejrudsigten siger samme vejrtype den næste uge frem. Pyh.

Vi spiser frokost på den anden side af Haugen og holder en lille pause og begiver os så af DNT-stien i retningen af Røvollen. På dette tidspunkt har vi hilst på en tremandsgruppe norske kvinder, men ellers ikke set andre siden dagen før.

Modsat sidste år har vi ikke for meget med i rygsækkene, der vejer omkring 19-20 kg for mit vedkommende og 23 for Anders – mange ville nok mene, at det stadig er for meget, og det er det da også,  men det føles ikke på nogen måde ubehageligt og vi vænner os hurtigt til det, så vi er åbenbart lidt tøffe, som nordmændene siger

Det bliver en vane, at hver gang vi holder pause skal det ske i nærheden af noget vand. Så af med støvler og sokker, sokkerne sættes til tørre på vandrestave eller i træer, og fødderne kommer i koldt vand. Skønt!!

Blandt andet finder vi en lille skøn sø med sandstrand og omkranset af et væld af lejrpladser. Her kan man tydeligt se, at der er andre, der har opdaget Femundsmarka før os, og de har ikke spildt meget tid på at slette sporene efter sig. Altså!

Vi fortsætter mod Røvoltjønnan. Her er fjeldhede, spredte birketræer, søer og vandløb og utroligt smukt. Her ligger en lavvo, og vi hilser på en gruppe spejdere, som vi også så ved Svukuriset dagen før. Vi holder selv pause i skyggen af et lille træ. Det er et rigtig dejligt område, og man kunne sagtens slå lejr her, men det er simpelthen for ubeskyttet mod solen en dag som i dag. Tænk at have varmeproblemer i de norske fjelde…

Vi kan se langt – mod syd har vi Stor Svuku, mod øst har vi Rogen Naturreservat i Sverige og mod vest har vi Femunden. Og endnu længere mod vest kan vi se skyerne trække sammen om fjeldet Flenskampan på den vestlige side af Femunden, og vi kan se lyn og regn. Men her hvor vi sidder, er der bare 30 grader og stegende sol.

Klokken 16 er vi så tæt på vores mål, elven Røa, at vi beslutter at slå lejr. Vi finder endnu en sø, Svarttjønna, og går halvvejs rundt om søen for at være helt i fred for potentielle andre mennesker. Herfra kan vi faktisk skimte vandrere på DNT-stien, der ved Svarttjønna går op på en bakkekam, men de ser næppe os. I mangel på rindende vand kaster vi os over Svarttjønna og indleder vores karrierer som sø-drikkere for alvor. Det søvand har altså en underlig mudret sump-smag, og vi kommer til at bøvse af det.

Eftermiddagen og aftenen går med fiskestangen, lidt let tøjvask, aftensmad (vildtgryten og ekstra kartoffelmos og knorrkoppen som sauce) og så et bad i søen. Vi sidder og hygger os helt til midnat – stadig i shorts og trøjer.

Dag 4: Lørdag den 26. juli fra Svartjønna til Muggsjøen

Vi står op klokken 7 fortrinsvis på grund af heden i teltet og træder ud i en svitsende sol. Vi havde egentlig tænkt at tilbringe en dag mere her i området, men lejren skal flyttes, for den ligger fuldstændig ubeskyttet for morgen-, formiddags- og middagssolen.

Så vi går af sted klokken 8.30 og passerer en lille time senere fiske-elven Røa. Her var det egentlig planen, at vi ville tilbringe lidt længere tid, men som vi nærmer os elven, bliver vi overfaldet af myg. Vi smører os ind i jungleolie fra top til tå, eneste sted, der er reelt beskyttet er praktisk talt et bælte omkring lænden og ned til midt på lårene, hvor den tætte vævning i vores shorts beskytter os. Resten af os, inklusive trøjer og sokker bliver smurt ind i jungleolie, og så flygter vi væk fra elven i en gevaldig fart.

Det bliver turens ubetinget hårdeste dag. Det er helt utroligt varmt, og vi sveder og drikker meget. Fra Røa går stien op gennem forholdsvis tæt skov, og stien er temmelig stenet og irriterende at gå på. Vi tanker vand i drikkedunkene i en bæk og bliver enige om at bække er langt at foretrække i forhold til det plumrede halvvarme søvand. Herfra går det videre til Langeggtjønnan, hvor vi møder et norsk par, der har været på fisketur og nu skal hjemad.

Langeggsjøen er lidt sjov, fordi man går midt i søen på nogen istidsaflejringer – på norsk kaldet eskere – og her lufter det lidt. Herfra går det jævnt og tungt opad en bakke, Stormyråsen. Der er skyer overalt omkring os, men ingen er så nådige at trække for solen. På Stormyråsen kan vi se at store dele af Femundsmarka ligger i skygge – bare ikke der, hvor vi er!

Vores mål er Muggsjøen, en sø på midten af den store elv Mugga, hvor der ifølge turbeskrivelser skal være hvide sandstrande. Og ganske rigtigt – et lille tropeparadis med hvidt sand, lyng og birketræer åbenbarer sig foran os!

Af med rygsækkene, af med tøjet og på hovedet i søen. Muggsjøen udmærker sig ved at være stor, blive hurtigt dyb og have sand et pænt stykke ud, så det er et decideret fund på denne tid af dagen (kl. 19).

Vi tilbringer aftenen med at slå lejr, tænde bål, fiske, spise Mountain House og drikke resten af den rom, vi har med i en lommelærke. Vi oplever en dejlig langtrukken solnedgang over søen og går i seng ved 23-tiden.

Dag 5: Søndag den 27. juli - Fra Muggsjøen til Svartvika

Hele formiddagen går med at dovne i solen, bade, kigge, filosofere, nyde det. Ved middagstid beslutter vi os for at bryde lejren og gå op i den nordlige ende af søen for at prøve at fiske lidt der og holde siesta og så vente med at gå til det bliver køligere.

Vi når op til en ubetjent hytte, Muggsjølia, og spiser frokost og slapper af indtil klokken 16, hvor vi efter et par drøftelser beslutter at begive os videre, i mod Ljøsnåvollen.

Stien fra Muggsjølia til Ljøsnåvollen er ganske let og byder på nogle rigtig fine panoramaer. Det er meget luftigt, og selvom solen i dag skinner fra en skyfri himmel føles det ikke nær så varmt som de foregående dage. Vi nærmer os Viglen, Femundsmarkas højeste top på 1561 moh.

Klokken 18 når vi Ljøsnåvollen, en gammel sæter, der endnu er i drift. Vi skal lige til at smide os selv og alt grejet i skyggen men opdager, at der er fyldt med kokasser. Suk. Oppe i skoven rundt om sæteren er der myg. Suk. Alle andre steder får man solstik. Suk. Løsningen bliver, at vi fortrækker til en massiv træbro over en af de to elve, der løber sammen ved Ljøsnåvollen. Her er der skygge, lidt vind og plant, så aftensmaden bliver forberedt ikke ”over ild” men ”over vand”.

Bagefter falder Anders omkuld på et liggeunderlag, og jeg inspicerer omgivelserne. Ved 20.30 tiden gør vi klar til at gå videre en times tid.

Så vi går videre og får en smuk tur gennem aftensolen. Det er et meget behageligt tidspunkt at gå på, smukt og temperaturmæssigt perfekt, men myg vågner som bekendt op til dåd om aftenen, så enkelte passager bliver foretaget med panisk viftende og klaskende hænder.

Klokken 22 er vi fremme ved sæteren Svartvika, der ligger i den sydlige ende af den store sø Feragen, der via bækløb er forbundet til Femunden. En odde i søen er det perfekte lejr-område, og her har to store telte indtaget de bedste pladser. Der er myg overalt, og det er første aften de er en decideret belastning.

Teltenes indehavere sidder ved et lejrbål, og vi spørger dem, om de har noget i mod, hvis vi slår telt op ved siden af dem. De er tyskere, og da de har fået den en gang til på engelsk byder de os velkommen.

Vi skynder os at slå telt op og er for første gang nødt til at tage ben på shortsene, trøjer, hætte, hat og sågar solbriller har jeg til sidst på, for at undgå at blive ædt op. Næste morgen tæller jeg omkring 60 myggestik foruden ved dem der sidder så tæt, at de er vokset sammen til ét

Efter teltopslåningen flygter vi hen til tyskernes bål. Vi laver en ekstra portion aftensmad og sidder og snakker helt til klokken 1.

Dag 6: Mandag den 28. juli - Fra Svartvika til Langen

Vi står op klokken 8 – skyfrit og 25 grader - og tager os god tid til at spise morgenmad, pakke sammen og få nyt plaster på fødderne.

Fra Svartvika til Langen er stien heldigvis ekstremt letgået, idet det er en gammel kærrevej og der er nærmest hjulspor. Vi møder en del mennesker. Vi spiser resten af frokostposens indhold efter 1½ times vandring, og da vi har gået i alt tre timer fra Svartvika ser vi de første el-ledninger. Tilbage i civilisationen.

Vi slår teltet op på en fin plads ved Langensjøen. Anders bruger eftermiddagen snorkende på sit liggeunderlag i skyggen, og jeg vasker en trøje og mig selv. Klokken 18 går vi op til Langen Gjestegaard og spiser aftensmad. Der er dækket op til ti vandrere ved et langbord. Vi får os en øl – Dahls Pilsner, Trondheim – og dagens ret er grillet ørred med kartofler og grøntsager. Til dessert er der jordbær med fløde. Vi får os en rigtig god snak med de nordmænd, vi sidder ved siden af. Overraskende nok er de meget imponerede over, at vi har gået tværs gennem hele nationalparken på seks dage, med telt og mad og hele molevitten på ryggen. Vi synes da ellers ikke, det er den store bedrift.

Klokken 20 er vi tilbage ved lejren, og jeg får skrevet dagbog og Anders fisker. Stadig ingen der bider.

Dag 7: Tirsdag den 28. juli - Langen-Synnervika-Elgå

Vækkeuret i mobilen ringer klokken 7.00. Vi tør ikke risikere at komme for sent til færgen!

Vi pakker sammen og kommer af sted klokken 7.45. En halv time senere er vi nede ved færgelejet. Her sætter vi os i morgensolen og laver kaffe og spiser de sidste skiver knækbrød og den sidste stump myseost. De friske varer i vores oppakning: Chokolade, Nutella, myseost, salami og chorizo, har klaret sig overraskende godt i varmen – men det er klart, at man kan se på konsistensen, at det er varmere end de 15-18 grader, det plejer at være i sommerfjeldet.

Lidt i 9 begynder det at vrimle med folk, der skal med færgen. Mange bruger Synnervika som udgangspunkt for turen og sejler for eksempel til Røsanden, der er en anløbsplads ved Røas munding og den mest direkte indgang til nationalparken.

Vi kommer om bord og får os en rigtig god plads oppe på soldækket. Turen til Elgå tager tre timer og undervejs ser vi alle de bakker og fjelde, som vi har gået igennem de seneste seks dage. En dejlig måde at slutte turen af på.