Bolmen 2011

Details

Category: Kultur & Friluft

Published on Saturday, 06 August 2011 21:18

Written by Rikke Halberg Mandsholm

Hits: 303

I sommerferien 2011 havde vi besluttet at finde på en alternativ løsning til vores sædvanlige vandretur i det norske. Nogen ville nok sige, at vi ligefrem var nødsaget til at finde på alternativer, idét jeg på det tidspunkt var gravid et godt stykke ind i 6. måned, og dermed ikke voldsomt begejstret ved udsigten til 100 km i ujævnt terræn med 20 kg på ryggen. Men det er sin sag at lægge sine vaner om, så en uge før ferien startede havde vi ikke planlagt noget. Løsningen blev Grenaa-Varberg og fem dages kanotur på Sveriges 10. største sø, Bolmen.

Efter en dødssyg overfart med den lidet inspirerende Stena Nautica, som tilmed foregik mellem kl. 24 og 4.30, ankom vi sammen med solopgangen til Sverige søndag den 17. juli. Kanoen, som vi havde bestilt, kunne først hentes kl. 9, så vi holdt ind på en rasteplads og tog et par timers lur i bilen. Det var så vellykket, at vi først nåede frem til Bolmen Marin klokken 9.30!

Her fik vi udleveret kano, flydeveste, pagajer, en uges fiskekort og et kort over søen til det samlede beløb 1345,- SEK – inkl. parkering af bilen selvfølgelig.

Kano blev valgt af to årsager. Dels for at undgå, at jeg skulle slæbe på en tung rygsæk, dels fordi vi længe har overvejet at købe en kano med henblik på en længere tur, til trods for at det for begges vedkommende er mere end 10 år siden vi sidst sad i en kano...

Hos Bolmen Marin blev vi advaret om, at der var blæst over søen, og de anbefalede os at holde os væk fra det åbne vand i det mindste den første dag. Bolmen er en stor sø og kan fabrikere nogle gevaldige bølger.

Vi fik pakket kanoen efter bedste overbevisning og padlede ud – i støvregn – ved 11-tiden.

Vores forventninger til og mål med turen i år var ikke de store naturoplevelser, men derimod at finde et roligt og fredeligt område, hvor vi kunne slappe helt af, undgå at blive forstyrret af andre mennesker, fiske, læse et par bøger og drikke kaffe til en flot solnedgang. Egentlig et meget ydmygt ønske, men svært at opnå til hverdag.

Bolmen har flere end 300 øer, og vi ville gerne finde en, som var egnet til formålet. Efter et par timers padling i den sydlige ende af Bolmen fandt vi dét, vi jævnfør kort og kompas mener, er Bolö, en ø på omkring 1.5 hektar fortrinsvis bestående af en bakke med flere hundrede høje, ranke graner og en lille bitte sandstrand, en badebro, tre bænke og en bålplads.

Vi indtog Bolö med alt vores pikpak, der i anledningen af kanoen var forøget en anelse, nu hvor vi ikke var begrænset af bærekapacitet og volumen i rygsækkene. Vi havde dog overvejende holdt os til nogenlunde det samme udstyr som sædvanligt, selvom der var enkelte elementer af luksus:

- 4 bøger, uden hensyn til vægten
- 6 ferskner
- Fire brikker juice
- 2 hovedpuder
- En ekstra trøje og ekstra bukser til hver
- Både fluestang og almindelig stang
- Diverse fiskegrej

Det var i mellemtiden holdt op med at støvregne, og vi tilbragte en fin, overskyet eftermiddag i cirka 18 grader med at ”flytte ind” på øen.

Bålpladsen var et eventyrligt rod af sten, forkullede brændeknuder og affald og trængte til en oprydning. Vi fik slået telt og tarp op, gik en tur øen rundt, spiste frokost bestående af de sidste medbragte sandwiches og satte gang i et bål bestående af brænderester fra 3-4 tilfældigt og sløset anlagte lejrbål rundt om på øen.

Med knitren fra bålet, hvæset fra trangiaen, duften af fyrrenåle og smagen af turens første kop kaffe var det lige før feriestemningen holdt sit indtog. Der er noget særligt over den første kop kaffe på en tur. Det er absolut den bedste. Det er i det øjeblik, freden og roen for alvor sænker sig.

Til aftensmaden fik vi besøg af en nysgerrig fugl af bogfinke-lignende art, som tydeligvis tiggede (med held...) . Vi udledte deraf, at Bolö er temmelig besøgt, hvilket øen heldigvis – til trods for de mange bålsteder – ikke bar synderligt præg af.

Vi tørnede ind tidligt, da turen over Kattegat og morgenens lur i bilen ikke helt gør det ud for nattesøvn. Jeg havde valgt at nøjes med mit almindelige liggeunderlag, et Therm-A-Rest Prolite, fordi jeg hidtil i graviditeten har sovet fortrinligt og derfor gerne ville teste, om det kan lade sig gøre at sove i telt på normal vis i 6. måned. Det var da heller ikke underlagets skyld, at det blev en dårlig nat, men derimod at vi trods alle anstrengelser havde fået teltet placeret forkert, så vi lå både skævt og nedad med ”fodenden”. Hellere dét end nedad med ”hovedgærdet”, vil de fleste nok sige, men det var bare lidt for meget nedad, til at det var behageligt. Og da det, kort efter vi var gået i seng, begyndte at øsregne, var lysten til at flytte rundt på teltet absolut ikke-eksisterende.

For at fuldende oplevelsen klappede tarp’en i nattens løb sammen under vægten af regnen, med det resultat at vi kunne starte morgenen ud med at tørre grej (herunder sko), sætte tarp op på ny... og så videre. To tudser havde søgt ly for regnen i forteltet, så de skulle også lige gelejdes ud. Det viste sig, at de havde fået smag for indendørslivet, så det endte med, at de skulle bæres ind midt på øen før de holdt op med at vende tilbage til forteltet.

Det meste af mandagen var det gråvejr, men tørvejr og vel omkring de 20 grader. Vi tilbragte den med... ja... det vi havde håbet hjemmefra: Læsning, fiskeri og bare sidde og kigge ud over søen og op i trækronerne.

Jeg kastede mig over ”Pakis og fjerne horisonter” en bog om eventyreren John Andersens kajaktur gennem Nordvestpassagen. Bogen indeholder mange henvisninger og citater fra litteratur om udfordringerne med at finde og kortlægge Nordvestpassagen og er absolut anbefalelsesværdig. Det var også sjovt at læse pakkelisterne bag i bogen. Selvom turen foregik i 1988 er det stadig de samme grejmærker, der er på markedet – og det samme mad, der bliver spist! Lyder havregrød, myseost og pulverkartoffelmos bekendt?

Ud på eftermiddagen stak solen snuden frem. Og mens det fik Anders til at indtage teltet for en to timer lang eftermiddagslur, fik det mig til at indtage bådebroen med næsen i sky – med lidt god vilje kan en friluftstur næsten blive en badeferie under de rette omstændigheder. I mangel af fisk ved Bolö sluttede vi dagen af med det, der bliver en klassiker på vores turmenukort: Kartoffelmos med hjemmetørret kød- og grøntblanding tilsat Knorr’s Chili con Carne sauce. Mums!!

Bortset fra nogle enkelte undtagelser havde vi medbragt den samme type og mængde mad, som vi ville have gjort på en vandretur. Selvfølgelig kunne vi på fem dages kanotur have stillet an med en helt anden menu, men på en eller anden måde var det rart at ”nøjes” med det sædvanlige. Der var præcis kaffe nok til en kop om dagen. Der var havregrød til morgenmad. Myseost, knækbrød og posesuppe til frokost. Kartoffelmos, minipasta og hjemmetørret kød og grøntsager til aften. Knapheden og monotonien sætter den daglige overflod i perspektiv og minder os om at sætte pris på frisk mad og stort udvalg i dagene efter vi er kommet hjem.

Så var det tid til den annoncerede kaffe med solnedgang, der ganske som forventet var fantastisk, men som midt i det hele blev skæmmet af en (dansk!) familie med 3 halvstore drenge, som plantede deres lejede motorbåd midt i solnedgangen, et par hundrede meter fra vores lille strand, og tilbragte en time under hujen og jubel med at skubbe hinanden i vandet. Åh suk, så er der lidt for langt til Femundsmarka...

Næste dag, tirsdag, pakkede vi lejren sammen og padlede dovent videre. Det var solskin, så Anders fiskede undervejs, mens vi underholdt os selv med at liste tæt på de mange traner og lom’er som befolker søen. Vi tog os god tid og udforskede på må og få de forskellige vige, bugter og øer i den sydlige del af Bolmen.

Ud på eftermiddagen fandt vi en velegnet plet på fastlandet til den næste lejr og fik kanoen og grejet bugseret på land. Vi havde netop fået os installeret, herunder sløjfet to slidte bålsteder og etableret et nyt, ordentligt ét, da en seriøs byge væltede ind over os. Vi trak i ly under tarpen, mens vi kunne betragte flere kahytløse robåde og motorbåde ude på søen, som forgæves forsøgte at komme i ly under udhængende birketræer.

Da bygen var trukket over lykkedes det Anders at fange en lillebitte gedde. Det dumme kræ havde slugt krogen så godt og grundigt, at der måtte fire hænder og to tænger til for at få den fri, og med den tid det tog, havde det havde nær kostet den livet. Men lille som den var røg den ud i søen igen.

Efter aftensmaden – typisk – bed der til gengæld en stor gedde på. Den måtte lade livet og endte på bålet, hvor den blev bagt i sølvpapir med salt og krydderurteblanding. Fortrinlig natmad!

Onsdagen var skyet med en bleg sol og forløb nogenlunde som mandagen: Vi sov længe, fiskede, kiggede, læste, holdt bålet ved lige. Vi fik en aborre på krogen, som jeg slog ihjel. Jeg ved ikke, om det skyldes graviditetshormoner, men i hvert fald har jeg aldrig før haft så svært ved at tage livet af en fisk, så jeg følte mig nærmest som deltager i et Robinson-realityshow, mens jeg sad der på bredden opløst i tårer og snot og rensede aborre...

Nu manglede vi jo ikke mad, så man kan spørge sig selv, hvorfor det egentlig var nødvendigt at spise den. Jeg har ikke noget svar på det, andet end at det selvfølgelig er en sport at fange fiskene, samtidig med at friskfanget fisk smager helt fantastisk. Selv hvis man tager på fisketur til daglig går der oftest et par timer før fisken bliver spist. Her går der fem minutter. Fangsten, drabet og måltidet udgør en følelsesmæssig totaloplevelse. Adrenalin, tvivl, beslutning, handling og nydelse.

Det blev en meget fin aften, hvor solen kom frem og farvede alting orange. Vinden lagde sig, og søen blev spejlblank. Den eneste lyd var de trompeterende skrat fra et tranepar, som med jævne mellemrum passerede lejren.

Så fint var det, at vi blev oppe helt til midnat og bare sad og kiggede skiftevis ind i bålets gløder og ud på nattehimmelen og den blanke sø, der langsomt skiftede farver.

Torsdag pakkede vi lejren sammen og satte kursen mod Bolmen Marin ved middagstid. Her fik vi en smagsprøve på, hvordan det er at sejle kano i blæsevejr. Da vi var klar til afgang fra vores lille lejrplads, var vi godt klar over, at det ikke var vindstille, men da vi rundede en pynt for at at tilbagelægge de sidste 5-6 kilometer, stod vinden direkte ind på siden af kanoen. Pyha, det er god motion at bakse en kano af sted i modvind med stævnen direkte op mod en halv meter bølger, mens man lurer på, hvordan man kommer sidelæns uden at få en sø ind over. I ly af forskellige øer og tæt på land lykkedes det dog at liste på tværs af søgangen og ind til Bolmen Marins bådebro uden at få vand i kanoen.

Vi er begge to gode svømmere og trygge ved vand, så vi nåede kun at få følelsen af, at det var en herlig udfordring, men jeg kan sagtens forestille mig – og forstå – dem, der ville blive usikre ved situationen.

Bolmen er en fin ”begyndersø”, hvis man gerne vil prøve kanolivet lidt af. Har man lyst til at padle mere, end vi gjorde, er der rig mulighed for at padle hele søen rundt – bruger man 5-6 timer om dagen på at padle, vil det nok tage en lille uges tid.

Naturen er ganske fin; her er både gran, bøg og birk, men umiddelbart er her færre klipper end ved fx Immeln, som ligger sydligere, hvilket selvfølgelig gør landskabet mere dansk.

Vi fik ingen vildmarksfølelse i år og er enige om, at vi savner de store vidder, bjergene, udsigterne, og vi glæder os allerede til at tage revanche næste år, hvor vi er blevet tre. Det sydlige Sverige er IKKE Danmark, men det er på en eller anden måde heller ikke rigtigt Sverige. Derfor hjalp det gevaldigt at se vores første frie elg på vej hjem i bilen! ;-)