Hardangervidda 2010

Details

Category: Kultur & Friluft

Published on Monday, 09 May 2011 17:00

Written by Rikke Halberg Mandsholm

Hits: 465

Hardangerviddas sydvestlige hjørne

På nippet til nattefrost. Cous cous introduceres på fjeldmenuen. Små isbjerge. Seks ørreder må lade livet. Et får overvinder sin frygt. Sitrende lægmuskler efter 5 timers nedstigning. 15 timers søvn i træk. Og endeligt en helt ny og meget spændende følelse af, at vi måske er ved at være mentalt og planlægningsmæssigt klar til længere ekspeditioner.

Det er et par af højdepunkterne fra vores 2010-tur til Hardangervidda.

Hardangervidda i det sydlige Norge er kendt som Europas største højfjeldsplateau, og det foranlediger formentlig nogen til at tro, at hele området er fladt som en pandekage. Det kunne ikke være mindre rigtigt, når det drejer sig om den sydvestlige del af nationalparken i trekanten mellem Haukeliseter, Hellevassbu og Middalsbu. Her tilbragte vi otte dage i juli 2010. Det blev en meget fin og varieret tur. En uventet stor naturoplevelse.

Ruten

Efter for meget kørsel og for lidt vandring sidste år, bestemte jeg allerede sidste efterår, at årets tur skulle indebære minimal kørsel og meget natur. Jeg har altid frie hænder til at lægge ruteplanerne. Min mand Anders folder kortet ud i to minutter på færgen og konstaterer, hvilken rute, der er planlagt i år, og så overtager han ellers kort og kompas resten af turen, kun afbrudt af et par enkelte "Havde du tænkt dig til højre eller venstre her?"

I år blev kursen sat mod Hardangervidda, og færgen blev Fjordlines Hirtshals-Kristiansand-rute - 2 timer og 15 minutter og herefter 4 timer i bil over Hovden til Haukeliseter. Så kan det ikke blive meget nemmere, hvis udgangspunktet er Århus.

Jeg har prøvet at finde turbeskrivelser på nettet fra det område, men jeg har faktisk ikke haft meget held med mig. Der har været nogle enkelte, men ikke det helt store, så vi var faktisk lidt i tvivl om, hvad vi ville opleve. Vi var også i tvivl om, hvor letgåede ruterne var, og planen - at gå op til Litlos-hytten og runde elven Kvenna - endte med at blive ændret undervejs, fordi tidsforbruget var længere end forventet.

I stedet endte vi med at bruge otte dage på turen Haukeliseter-Hellevassbu-Middalsbu-Haukeliseter, en rundtur som Den Norske Turistforening mener bør kunne gøres på 3 dage.

Lidt om mad

Sidste år blev der skrevet ned på huskelisten i min lommebog, at frysetørret mad er "no go". Vi har prøvet lidt af hvert: Travellunch, Real Turmat, Mountain House. Men det er bare for fedtet og syntetisk! Allerede på vores første flerdagestur for 4 år siden eksperimenterede vi med at tørre mad selv, og efter flere forsøg, vil jeg sige, at det ikke længere er et eksperiment. Jeg ved nu præcis, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Hvor længe tager de enkelte ingredienser om at tørre, hvad smager bedst, hvor længe kan de holde sig og så videre.

Den hjemmetørrede menu så i år derfor således ud:

4 løg

3 peberfrugt

4 majskobler

500 gram champignon

1 squash

3 pk kalkunbacon (mindre fedt = tørrer hurtigere end almindelig bacon)

4 kyllingefiletter.

Samlet vægt i tørret tilstand: 503 gram svarende til 10 portioner af 50 gram.

Hertil kom så pasta, pulverkartoffelmos, couscous, en enkelt pakke Knorr’s ungarnsk paprika, friske hvidløg og en pose soltørrede tomater til en samlet vægt af 2286 gram.

Frokosten bestod i år - som noget nyt - primært af posesupper og kiks. Herudover plejer vi at købe det svenskerne vist kalder "polarbrød", som kan holde sig 4-5 dage og en pakke myseost i skiver, som kan holde sig 8-10 dage, hvis det ikke er for varmt. Samlet vægt for frokosten = 1175 gram

Morgenmaden er ved at være en klassisker: Havregryn blandet med solsikkefrø, hørfrø, bukkehornsfrø, salt, sukker, rosiner, tørrede bananer og mandler. Jeg forblander portionerne (170 gram i alt til to mand) og tilberedningen består bare i at hælde rigeligt kogende vand i og lade det stå i 1 minut. Omrøring. Velbekomme. Sammen med the, kaffe og vitaminpiller er morgenmaden ret tung - 2249 gram.

Diverse mellemmåltider (chokolade, kiks og et par muslibar) nåede helt op på 1177 gram i år. Det blev heller ikke spist alt sammen.

Pakning

Jeg har aldrig lavet en præcis afvejet pakkeliste. I år vejede vores rygsække hhv. 20 og 22 kg, fraholdt teltet (4.5 kg) som vi skiftedes til at bære. Der var pakket til 10 dage, i tilfælde af at vi ville udnytte samtlige feriedage til vandring. I praksis blev det dog kun otte dage, hvorefter vi blev overhalet af dagsregn. 20 og 22 kg er fint, men 24.5 / 26.5 er selvsagt for meget. Grunden til, at det blev lidt tungt i år, var dels at vi havde et par småting med, som skulle testes.

Derfor snakkede vi meget om, hvad vi kan undvære fremover og hvad der SKAL med.

Huskeliste – Fjelltips

Maden – den stemmer. Fungerer perfekt, mængden er perfekt og næringsindholdet er perfekt.

Teltet – et Hilleberg Nammatj 3 GT - er ganske enkelt for tungt og uhandy til formålet. Der må findes et alternativ.

1 fuld gas er nok til en uge. Tag en halv med som reserve.

Håndcreme og læbepomade skal med!

Fodspray

Ands the skal forblandes

Drop vandflasker, brug drikkesystem og mugs

Minus trangia

Mindre telt

Køkken er ikke nødvendigt

Husk toilettaske til camping

En bog mere

Vandrestave skal med.

Turdagbog

Denne gang har jeg valgt bare at skrive direkte af fra min dagbog....

22. juli (skrevet d. 23. juli)

Ved Haukeliseter kl. 17. Strålende solskin men koldt, 11 grader. Vi kom fra 28 grader de sidste par uger i DK, så det var en kølig fornøjelse. Vi brugte cirka 1½ time på det sædvanlige: Betale langtids-P, købe fiskekort, pakke om, skifte tøj, kigge lidt. Kom af sted 18:15 eller 18:45, jeg kan ikke huske det. Haukeliseter ligger i forvejen oppe, så den spektakulære opstigning til Hardangervidda, som man får fra Hardangerfjorden, gik vi glip af her. Til gengæld var det rigeligt fint at nøjes med 200 højdemeter fra første skridt og den næste times tid...

Vi ville gå til Mannevatn og troede, det var en overkommelig distance at starte ud med. Men da vi kom op, og civilisationen forsvandt bag os, viste det sig, at afstandene var lidt større end forventet.

Naturen her, lige nord for Haukeliseter, kan beskrives med to ord: Grøn og sten. Altså ikke grønne sten, men stenede bakker med en masse grønt, der vokser, hvor det nu engang kan komme til. Der er ingen træer og næsten ingen buske. Fjeldets top er jo forholdsvis lavt her, 1600-1700 moh, så alt man ser, er grønt og på sin vis frodigt. Det er egentlig et temmelig urealistisk landskab. Ruten, vi havde planlagt, ligger gennemsnitligt i 1000-1300 meters højde, med 1550 som det højeste og 750 som det laveste punkt undervejs.

Vi endte med at slå lejr efter 2 timer ved foden af opstigningen mod sadlen mellem Nupsegga og Vesle Nup.

Der er et eller andet over at slå lejr første gang. Fingrene fumler lidt. Hvor skal tingene ligge? Hvordan plejer vi nu? Hvem er det, der trækker teltstængerne i og hvem slår pløkke?  Men det også så frisk og spændende. Hvilken flora og fauna har modstået sidste års rengøring? Og jo, jeg fandt to fyrenåle og en halv myg, da jeg kravlede ind med liggeunderlagene. Klassisk Femundsmarka!!!
Det blev hurtigt drønkoldt. Yr.no havde lovet ned til frysepunktet og den friske vind gjorde luften isnende. Vi fik huer og jakker på. Vi havde slæbt frisk mad med til første aften: Parmaskinke, to tomater og en mozzarella. Sammen med pasta og et snittet hvidløg blev det et festmåltid.

Det var så klart i vejret. Fjeldet stod gnistrende sort mod en mørkeblå himmel. Vi drak kaffe og spiste chokoladekiks som allerede var blevet mast i oppakningen. For at indramme aftenen bliver jeg nødt til at citere os selv:

Rikke: "Se derovre, det der orange bånd som solen tegner på fjeldet."
Anders: "Jaja.... brrrrrrr..... det er fint... brrrrr..... jeg gider ikke børste tænder. Godnat!"

23. juli (morgen)

Det varede længe inden jeg sov. Første nat i teltet, blæsten som bankede løs på teltdugen hele natten, isnende kolde ben, fødder, tæer, og så en konstant bjældeklang fra uidentificerede dyr i nærheden.

Vågnede 7:23 og igen 8:30 og 9:30. Så op! Solen skinner fra en skyfri himmel og vinden er løjet af, men det er ikke mere end 10 grader, tror jeg. Og så smager kaffen altså anderledes her.

23. juli (aften)

I morges tog vi sommerens første bad i en sø bag ved teltet.  Det var usandsynligt koldt, men det er jo skønt bagefter og man får varmen så eventyrligt. Vi kom først af sted lidt over middag. Gik mod Mannevatn, som vi nåede på en time. På vejen mødte vi bjældernes ophavsmænd. Det er får, der laver den larm. Har set en del får i dag.

Efter Mannevatn gik det op og ned som en yo-yo. Helt præcis er vi gået 100 meter op 4 gange i dag og 100 meter ned 2 gange. Korte stræk, men det er hårdt nok. Det har været et meget fint landskab. Stadig de grønne stenede bakker, men fordi det går så meget op og ned, er der hele tiden noget nyt at se. Ved Årmoteggi var vi oppe i et lille pas, hvor der lå sne og snefonnerne var lidt stejle. Det var ikke noget problem. Og udsigten mod øst var fantastisk. Jeg tror, horisonten befandt sig mindst 150 km mod øst. Mod nordvest stod Sandfloeeggi, Hardangerviddas højeste fjeld med 1721 meter og blokerede udsynet cirka 2 km fra os.
Solen har næsten skinnet hele dagen, kun afbrudt af lammeskyer. Men det har været koldt. Vi har gået i shorts og langærmede trøjer. Vi har været på farten i 6½ time. Stien har været meget tydelig og meget, meget nem at gå, især sammenlignet med Femundsmarka, hvor vi har været de sidste to år. Det er nærmest en dyreveksel, pløjet ned i jorden og næsten uden sten. Her kommer mange folk. Vi har set og hilst på flere end 20. Det er i overkanten, men det er også glædeligt, at naturen er så indbydende, at mange kommer ud.

Lejren ligger ved en forholdsvis stor unavngiven sø med udsigt til Simletind. Jeg tror, der er en times tid ned til Hellevassbu herfra.
Til aften introducerede jeg cous cous på menuen. Det smager supergodt, og vejer mindre end pasta og ris. Kartoffelmos er dog stadig den letteste løsning.

Anders gik ned og prøvede fiskestangen af i søen, mens jeg trak ind i apsis på grund af den kolde blæst, som var kommet igen. Nu er han kommet tilbage og vil ha' the og whisky og at jeg kommer uden for og "hygger os", som det lyder. I fem effektive minusgrader!!! Hvad gør man ikke?

Nu sidder vi bare og drikker the og whisky og kigger på at solen trækker sig fra Simletind. Jeg skriver dagbog, Anders læser i Monsens 101 fjelltips og klasker myg. Har ellers ikke været et problem, men der er lidt myr her, så...

24. juli (skrevet den 25.juli)

Vi gik fra den unavngivne sø ved middagstid og nåede først Hellevassbu kl. 14. Det er sejere, terrænnet, end det umiddelbart ser ud til. Men det betyder helt præcist, at vi har brugt 10½ time på en rute, som kortet anslår til 7 timer. Det stemmer med tidligere beregninger: 50% oveni kortets angivelser (inklusive pauser). I stedet for at gå til Litlos besluttede vi at skrå ind mod Middalsbu. Strækningen skulle være meget lidt besøgt, modsat den til Litlos, som er en hovedvej på Hardangervidda. Og som forventet så vi også kun én vandrer fra vi forlod selvbetjeningshytten Hellevassbu.

Vi holdt frokost et fint sted ved et vandfald 30 minutter fra hytten. Prøvede vores nye MSR brænder af og lavede kantarel-posesuppe. Smagte skønt, og brænderen virker. Trangiaen er dermed dømt ude på vandreture. Den er degraderet til kano.
Stien gik op igennem Hellevassdalen og det var ingen oplevelse. Jo, naturen var fin nok, men selve stien var træls: 3 meter op, 3 meter ned, rundt, op, ned, op, ned, ned, myr, sten, buske, myr... Så vil jeg hellere sætte et konstant tempo og bevæge mig stabilt fremad end at lave horisontale og vertikale retningsskift hver 10. meter.

Vi skulle op i bunden af dalen og derefter op i et pas. Det viste sig at være et fint lille stenpas, altså ganske enkelt en stabel skiffer og småsten, som skulle forceres. Ingen problemer.

Vi troede egentlig, at det så gik ned bagefter, men havde åbenbart læst kortet forkert, for da vi havde besejret den 15 meter høje stenbunke udfoldede selve passet sig i al sin vælde: Det lignede kilometervis af sten, skiffer og snefonner. Klokken var 18. Man kunne jo vende om og gå ned i dalen igen, men det gjorde vi ikke, vi gik videre efter devicen "lige rundt om hjørnet, så kan det være at det går nedad..."

Det gjorde det ikke. Så klokken 19, da vi passerede et forholdsvis plant område, med lidt orange stikkende græs, stoppede vi op og fandt en nogenlunde plan flade, som teltet kunne ligge på. Vi var i 1550 meters højde og havde uhindret udsigt mod nordøst, mange, mange kilometer ud i horisonten. Bag os i en bjergsø flød der fire små isbjerge rundt. Vi konsulterede den udprintede vejrudsigt for at tjekke, om der skulle komme vind. Det skulle der ikke, så vi tog chancen og slog lejr. Det er den mest spektakulære lejrplads, jeg har haft i de 12 år, jeg har camperet/vandret.

Vi var godt trætte. Det havde været en hård dag. Fik lavet mad og tillod os en dobbelt portion, for ved at skære Litlos af, vidste vi, at vi ikke ville bruge 10 men max 9 dage på turen. Det blev selvfølgelig hurtigt meget koldt, og vi gik i seng, så snart vi havde spist. Inden nåede vi da at se det smukke syn af en byge, der flyttede sig rundt i horisonten 50-75 km væk i luftlinje med en tilhørende strålende regnbue, som jeg ikke tror kameraet kunne fange.

Jeg var oppe klokken otte her til morgen - har ligget virkelig dårligt. Lidt skævt, så jeg trillede til den ene side, samtidig med at jeg lå en anelse med hovedet nedad. Håbløst.  Det er klart vejr, men der er mange skyer i horisonten. Anders sover stadig.

25. juli (om aftenen)

Vi er gået i seng og Anders læser Lars Monsens 101 Fjelltips. Vi er nået til Valldalsvatnet ved Middalsbu efter en smuk tur. Fra lejrpladsen i passet gik vi videre gennem passet over sten og is. Det var goldt og barskt, men solen skinnede og det var usædvanligt fint deroppe. Særligt fint var de mange små babybreer, hvor vi tydeligt så den blåhvide is skære sig dybt ned i bjergsøerne i kunstneriske formationer.

Endelig nåede vi ud, hvor vi kunne se dalen på den anden side af passet og hvilken udsigt! Langt nede kunne vi se det, der lignede træer - en sort skygge, der bølgede hen over fjeldsiden. Der var 800 meter ned, og de 800 meter skulle forceres. Så fra 12:30 til 17:30 gik vi nedad. Puh, man bliver træt af at gå så meget ned. Det er hårdt for knæene og forfoden, der bliver sat først i jorden gang på gang. Cirka halvvejs begyndte min venstre lægmuskel desuden at sitre, når jeg stod stille. Tre timer med en sitrende lægmuskel er lidt træls.

Først var der en del blokmark og store sten og mange mindre bække, der skulle steingås, men så kom vi til at gå på en moræneryg midt i dalen, og det var et fint vandreterræn. Vi passerede fire vandrere alt i alt på dagens tur. Klokken 15 fandt vi en skøn frokostplads og spiste suppe i selskab med et nysgerrigt får. Vi tillod os sågar et kvarters lur, fordi vi lå så godt i lyngen.
Vi nåede Valldalsvatnet - og civilisationen - ved 17-tiden. Her var biler og mennesker. En smed var ved at sko en hest og her holdt traktorer og lå flere huse. Det er som altid en smule grænseoverskridende at "komme ned".

Vi slog lejr langs bredden af Valldalsvatnet, som er et vandreservoir. Anders fiskede uden held. De var små og kom bare hen til blinket for at kigge nysgerrigt på det. Vi gik tidligt i seng, for vi var trætte. Det er i øvrigt varmt her ved Valldalsvatnet i 750 meters højde. Nok 15 grader, som står i skærende kontrast til de forrige nætters 3-5 grader.

26. juli (aften)

Vi kom først rigtig op klokken 11, så det lykkedes Anders at sove i 15 timer. Jeg var selv oppe en times tid mellem 9 og 10 og havde en sjov oplevelse. Mens jeg sad og kiggede ud over søen lød der bjældeklang bag mig, og jeg opdagede et af Hardangerviddas talrige får stå cirka 20 meter væk. Det stirrede på mig. Jeg stirrede tilbage. Sådan stirrede vi længe, og fåret begyndte at snurre lidt rundt om sig selv, skævede til mig, skævede til teltet. Så begyndte det at liste. Ja, jeg ved godt, at får ikke kan liste, men det her får listede altså. Næsten. Et eller to skridt ad gangen. Indtil det befandt sig 3 meter fra teltet. Så skottede det hurtigt hen til mig endnu engang og satte så pludselig i en spurt. Vush, forbi teltet, forbi mig og 5 meter længere hen langs søbredden. Her standsede det nonchelant, kiggede sig over skulderen og begyndte at græsse...

Vi fik pakket sammen og kom af sted klokken 13. Det tager altid 2 timer fra vi står op. Bade, ordne tingene, spise, drikke kaffe og pakke sammen. Bortset fra de dage, hvor vi skynder os selvfølgelig. Det kan godt gøres hurtigere.

Vi gik langs Valldalsvatnet i et terræn med birketræer, buske, myr, rødder og sten. Her og der var der et gammelt ras (stenskred), som skulle forceres. Det var varmt, vel omkring 22-23 grader, og det er i overkanten. Sveden siler ned over ansigtet konstant.
Vi var enige om, at hvis vi fandt en fin lejrplads, så ville vi stoppe, selvom det måske var tidligt på dagen. Da vi nåede til det sted, hvor stien snor sig væk fra Valldalsvatnet og op langs elven Kvesso, smed vi rygsækkene og traskede lidt rundt for at se på mulighederne. Og vi fandt faktisk en rigtig fin plads ved elvens udløb, højt på en moræneryg med udsigt over søen. Fine birketræer dækker for sol og vind, og vi ligger blødt i lyngen.

Vi gik kun to timer i dag, så det var en kort dag. Vi spiste en mellemting mellem frokost og aftensmad klokken 17. Pasta med tørret kød, en halv pose Knorr’s ungarnsk paprika, soltørrede tomater og et snittet hvidløg. Et måltid for konger! Samlet vægt for to mand: 300 gram.

Anders fisker og jeg sidder i solen, 25 meter over ham, og skriver. Der blæser en frisk vind, så trøjen og buksebenene er kommet på. Sidder og tænker på, hvor surrealistisk det er at sidde her, i forhold til det vi laver til daglig. Det er så langt væk lige nu. Hov, der er vist bid! Måske skal jeg tage whiskyen og kameraet med ned og kigge på den store fisker.

27. juli (aften)

Der var bid. Tre fjeldørreder som vi spiste stegt og kogt inden solen gik ned og det blev køligt. Smagte fantastisk!
I dag har vi "hviledag". Det er skønt vejr - 25 grader og skyfri himmel. Sov indtil middag og badede i søen. Så vaskede jeg sokker og underbukser, læste lidt og sad bare og kiggede. Anders har fisket hele dagen, men fiskene bider ikke nu. Først ved aftenstid lykkedes det ham at få en lille ørred, som vi kogte og puttede sammen med pastaen og det tørrede kød.

28. juli (aften)

Op mod Store Nup. Vi kom af sted 10:45 og på trods af natteregn var det fint solskin og varmt. Dalen, som går op mod Nupsegga, er ganske nem at vandre i. Fine stier og ikke meget stigning. Vi holdt frokost ved 15-tiden og fik os en kop aspargessuppe. Vi nåede passet klokken 16, og det var lige tidligt nok til at slå lejr, syntes Anders. Jeg tvivlede lidt, for erfaringen viser, at når man et pas ud på eftermiddagen, så skal man slå lejr, mens man kan. I stedet gik vi op i passet.
Efterhånden var det blevet overskyet og i tusmørket lignede passet noget, der kunne have dannet kulisse til Ringenes Herre. I passet lå en bjergsø, og stien gik langs den sydlige bred, som bestod af små bjerge i sten og skiffer, som vi klatrede op og ned ad. Det var ganske hårdt, for opstigningerne var stort set lodret og det krævede en del af lårmusklerne. Det så ud som om, at stien normalt gik over snefonner, men som vi tidligere havde bemærket, var snemængden begrænset i år.  Midt i passet lå en lille jagthytte, helt surrealistisk midt i det stenede landskab.

Vi brugte vel omkring 1½ time på at mase os igennem passet og stod ved 17:30 tiden på kanten af nedstigningen mod Ulevåvatnet og civilisationen med den stejle, faretruende Store Nup (1661 moh) på venstre hånd og en næsten lige så stor og næsten lige så stejl, men unavngiven knold (1650 moh) på venstre hånd. Vi skulle ned i en smal kløft i mellem de to knolde. Vejen ned så fuldkommen lodret ud de første 50 meter. Vi stod lidt og nød udsigten mod Ulevåvatnet og Ståvatn langt nede og grublede lidt over, hvordan vi skulle komme ned af den væg, vi stod på toppen af. 
Men selvfølgelig, skridt for skridt, lykkedes det at klatre ned af fjeldsiden. Da vi en halv time senere stod ved en smal bjergsø mellem de to enorme fjeldknolde og kiggede tilbage, op den vej vi var kommet ned, virkede terrænet komplet ufremkommeligt.
Kløften var til gengæld ganske letgået, heldigvis, for jeg fik vredet om på højre ankel og blev ved gang på gang, fordi leddet blev løst. Nåede nok i træthed at vrikke rundt omkring 15 gange på 2 timer, og det er vel begrænset, hvor længe det går godt trods alt. Anders fik en tår vand galt i halsen og døjede med en voldsom krampeagtig hikke, der varede resten af aftenen. Sikke et par ynkelige fjeldturister. Omkring klokken 18:45 nåede vi en lille sø, som vi gik langs med i en halv times tid. Undervejs så vi adskillige fisk springe op i overfladen. Vi slog lejr i bunden af søen, i skyggen af de to skumle knolde. På det tidspunkt var skyerne trukket sammen bag os og foran os ude i horisonten, og vi kunne se lyn og høre torden anslået 25 kilometer herfra. Det dryppede, og netop da vi havde fået teltet op og sagerne på plads, kom regnen. Vi kravlede ind på liggeunderlagene og fik gang i trangiaen. Kartoffelmos og tørret kød blev sat til livs. Det er det sidste mad, vi har, men i morgen når vi ned til bilen.

Regnen aftog lidt og blev igen til dryp, og Anders gik ud med fiskestangen, bare for at prøve. Og så skete det, der ellers aldrig sker for en lystfisker. Han kastede første gang, og i det øjeblik blinket rørte vandoverfladen, bed en ørred på cirka 40 cm. Den blev halet ind, og jeg tog den af dage. Så smed han linen anden gang, og i det øjeblik blinket rørte vandoverfladen... Ørred nummer to slog jeg også ihjel.

Så smed han linen tredje gang, og i det øjeblik blinket rørte overfladen... Men den tredje ørred slap vi fri.

Så smed han linen fjerde gang, og i det øjeblik blinket rørte overfladen.... Men den fjerde ørred slap grebet i krogen i det øjeblik, han forsøgte at lande den.

4 kast, 4 bid. Noget lignende har Anders aldrig prøvet i sine 30 år som lystfisker. På femte kast var der ikke bid. Stimen var svømmet ned i den anden ende af søen. Den tredje og den fjerde ørred havde nok fortalt de andre, at det ville være et klogt træk.

Vi stegte de to ørreder og havde det lidt svært med moralen bagefter, selvom smagen var uovertruffen. Ørrederne var sprøde, søde som rejer og usandsynligt friske. Hvorfor spise dem? Vi havde jo spist kartoffelmos og var ikke sultne. Hvorfor skulle de lade livet? Begge ørreder forstyrrede min nattesøvn. Anders lindrede sit ubehag med konstateringen, at der var alt for mange ørreder i søen, og det ville være godt at tynde ud i bestanden...

Som om vi trængte til at rense os fra udåden, besluttede vi os for at tage et bad i søen, inden vi gik til køjs. Klokken var 21, det støvregnede fortsat og var vel omkring 10 grader. Cirka samme temperatur i søen. Vi gjorde klar i teltet: Liggeunderlagene pustet op, soveposerne åbnet og i hver sovepose lå nyvaskede sokker og underbukser og (godt brugt) langt undertøj. I apsis stod trangiaen klar med vand, lighteren lå ved siden af og to mugs med the stod klar.

"Brrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrr!" Jeg skal sent glemme synet af Anders, splitternøgen i støvregnen med ryggen til skumle Store Nup og et mikroskopisk mikrofiber håndklæde foran de ædlere dele, rystende af kulde. "Det ggggir ikkkk mmmeget vvvvarme det her hhhåndkkkklæde...!"

Efter vask skuttede vi os i teltet og fik vores the. Det blev en af de filosofiske aftener.

Jeg tænker på en artikel, jeg har læst i Den Norske Turistforenings "Vejviser til Vidda". Her skriver Anders Waage Nielsen:
 "Sett med ettertidens øyne er det lett å konkludere med at turen [...] endret noe i meg. Kanskje var det kammeratskap og guttebarsk humor. Kanskje var det de storslåtte øyeblikkene, da skyene revnet og solen viste vei. Eller kanskje var det noe så enkelt som lærdommen om, hvor godt det er å bli varm, nå man har vært kald, hvor tilfredsstillende er å bli mett, når man har vært svært sulten, hvor godt det er å hvile når man er virkelig sliten...”

Jeg synes, at det er essensen af det, fjeldet og naturen gir mig - gir os begge. At de mest simple ting i livet er de allervigtigste. At kunne nøjes med at tænke på at holde sig tør, varm, mæt og få søvn. Det er måske ikke meningen med livet, men ganske enkelt forudsætningen for livet. At leve i naturen er at skrælle alle forstyrrende lag af, og være 100 procent til stede, der hvor kun selve livets forudsætning er tilbage.

29. juli (aften)

Strålende solskin fra morgenstunden. Langt borte hørte vi sang. Oppe fra passet kom et tysk par - syngende. Hun bar en 30 liters rygsæk, han nok nærmere de 110. Vi hilste pænt og drak kaffen færdig, inden vi pakkede sammen og satte kursen nedad. Efter en times tid var vi på vejen, der skulle føre os til Ståvatn og videre til Haukeliseter og bilen. En time på asfaltvej var hård kost for fødderne. Så hellere 5 km. blokmark...

Ved 11-tiden kunne vi se turisthytten og kort efter lade rygsækkene falde tunge ned ved siden af bilen. Det støvregnede. Vi fik pakket ud og fundet noget rent tøj frem, og tog et langt varmt bad. Herefter stod den på en meget velsmagende "fjellburger" af renbøf med hjemmebagt bolle og salat. Guf. Ved siden af os sad to hollandske gutter i beskidt vandretøj og fik samme forplejning, men de skulle videre på turen og var bare stoppet ind. Vi fik helt ondt af dem og skuttede os i vores rene bukser og fleecetrøjer. Udenfor piskede regnen ned nu.

Vi kørte en tur til Odda for at handle ind og fik set Folgefonn - Norges næstsydligste gletcher - kørte op til Reinsnos for at kigge lidt og endte tilbage ved Haukeliseter, hvor vi lige nu har slået lejr ved Ståvatn og får os en øl.

Det har været en god tur i år, selvom vi nok begge foretrækker lavfjeldet. Højfjeldet er godt nok  myggefrit, imponerende og fascinerende, men det er også goldt, skummelt og skræmmende. Og der er ikke noget at lave bål af...

I år har været vores længste tur endnu. Denne gang er det som om vi er kommet over et punkt, hvor livet i naturen pludselig er det normale og "det normale" virker fremmedartet. Vi kan måske godt være ude på længere ekspeditioner af flere ugers eller ligefrem måneders varighed. Anders lufter tanken om at tage af sted i tre måneder, måske ligefrem med et spædbarn for at vise verden, at det kan lade sig gøre. Jeg siger "Men vi bliver jo aldrig de samme igen så?". "Og hvad så?" "Jamen du kan jo ikke være i dig selv bagefter... jobbet, lejligheden... vi kan jo ikke leve i det så...?” ”Nej, men så må vi finde ud af det til den tid”.