Piemonte

Details

Category: Kultur & Friluft

Published on Saturday, 30 April 2011 23:58

Written by Rikke Halberg Mandsholm

Hits: 284

Efter en dagtur til vinbyerne Barolo og Barbaresco i 2007 besluttede vi os for, at vi gerne ville tilbringe længere tid i vinregionen Piemonte, og siden er det blevet til tre ferier af en uges varighed.

Den første var i påsken 2008, hvor vi fandt frem til Cascina Adami, som ligger i mellem de to små byer Murazzano og Dogliani i udkanten af vinområdet Langhe. Et halvt år senere gentog vi successen, nu medbringende Rikkes forældre. Og tredje gang vi kom forbi Piemonte var i efteråret 2010, denne gang medbringende camp-letten og overnattende på vingården Cascina Ballarin.

Man kan jo godt more sig over dem, der hvert år vender tilbage til et ferieområde, men vi begynder faktisk at forstå dem. Der er et eller andet beroligende og bekræftende ved traditioner. Her er vi - det her er det, vi kan lide, og derfor gør vi det. Igen. Og igen.

En klassisk tur til Piemonte indholder følgende...

Et besøg på microbryggeriet Le Baladin i Piozzo, hvor der udover en hærget bar også er en stor spisesal. Kom om søndagen til frokost, hvor der er proppet med italienere og ikke så meget som en turist. De laver fantastiske bruschettaer og utraditionelle pastaretter (indehaveren er marokkaner) og så laver de fantastisk øl. Tag en "degustazione", hvor man får mulighed for at smage syv forskellige (i meget små glas vel at mærke - man kan godt, med lidt god vilje, køre derfra...)

Vinsmagning - gerne mange! Cascina Ballarin ved La Morra, der drives af familien Viberti, er et absolut must. Det lille vinhus laver Barolo'er af virkelig god kvalitet og som i Danmark - hos Vinoble - koster på den forkerte side af de 400 kroner. Hos Giorgio Viberti kan man for det første smage hele husets produktion på et par timer og så kan man købe de bedste Barolo'er med hjem for 30 euro - altså kun lidt over det halve af prisen i Danmark. Cascina Ballarin laver i øvrigt også en rigtig god Langhe Rosso, altså en vin som ikke kun er lavet på den traditionelle nebbiolo-drue men blandet med hvad man nu har kunnet finde på. Ballarins version er nebbiolo, barbera og cabernet sauvignon og den er anbefalelsesværdig.

En anden vane er også at besøge det lille enoteca Il Bacco, som ligger i Barolo by. Her huserer Franco og Nuccia, som er på julekort med Rikkes mor, og de har et lille sortiment af nogle af de bedste vine i området. Det er Franco, der har skaffet os en Barolo fra 1974 (Anders fødselsår) hos producenten Fratelli Barale og det er også her, vi har forkøbt os i en Bartolo Moscarello 2005 (den sidste årgang Moscarello selv nåede at lave inden han døde) og flere andre kælder-hits som fx Francesco Rinaldi 2004.

Vi plejer også at tage en tur til Dogliani, som er Dolcetto'ens hovedby, og besøge huset Del Tufo - de laver en virkelig god Moscato, som ikke er for sød. Og de laver først og fremmest fremragende Dolcetto som fx deres topvin Passola. Hvis man er interesseret i Dolcetto - som næsten ikke kan skaffes i Danmark - bør man i øvrigt besøge den kommunale cantina i Dogliani. Her er stort set alle områdets producenter repræsenteret og man kan prøvesmage.

Piemonte er selvfølgelig Barolo- og Barbaresco-vinenes højborg, sekundært Barbera-land. Men hvis man er nysgerrig efter, hvad regionen ellers kan præstere, så led efter Langhe Rosso, Roero og Dolcetto blandt de røde og Arneis blandt de hvide vine.

En tur til Piemonte indeholder også en middag på restauranten La Lumaca i Cherasco, hvor vi efterhånden har lært værtsparret Cristina og Pietro at kende. På La Lumaca ("Sneglen") skal man selvfølgelig have snegle... Cristina og Pietro har en meget hyggelig restaurant med en fantastisk vinkælder, masser af spændende grappa'er og så er de frygteligt imødekommende.

Piemonte betyder "Bjergenes fod" og regionen ligger da også på kanten af Alperne, der kan ses fra de fleste byer i klart vejr. Der er muligheder for mange fine vandreture, også dagture for dem, der ikke er så turvant. En klassiker er at besøge Monviso - den alpe, der danner en kegleformet kulisse til Torino og med sine 3.800 meter tårner sig op i forhold til de omkringliggende bjerge, der alle er 500 meter lavere. I Monvisos skygge udspringer Italiens største flod Po, og den flod, der om foråret kan blive flere kilometer bred og oversvømme landsbyerne på Po-sletten, er ved sit udspring temmelig ynkelig - bare en lille bitte stråle vand, der siver ud under en sten. Dette har givet anledning til, at Anders har opfundet sin egen joke, som han finder stor morskab i at fortælle til diverse italienere - med varierende succés: "Come si chiama il Po dove nasce?" Po'co. Po'vero. Po'chissimo.

Fra Piemonte når man rivieraen på 45 minutter og kan således stå på ski i Limone om formiddagen og slikke sol i Savona over middag.